Specialbiler og skudklare salutkanoner
AUKTION Mere end 100 sjældne og flotte specialkøretøjer kommer under hammeren, når Campen Auktioner lørdag den 10. november afholder en af Danmarks største specialbilauktioner. Det er dog ikke kun køretøjer, der bliver solgt på auktionen. 10 flotte og velholdte kanoner fra Danmarks Mindste Kanonlaug kommer også på blokken.
Cirka 90 specialbiler, 16 motorcykler, 6 veterantraktorer, et amfibiekøretøj og 10 kanoner kommer under hammeren, når Campen Auktioner lørdag den 10. november afholder en af deres store og traditionsrige specialbilauktioner på Myntevej 2 i Randers NV.
- Traditionen tro kommer der mange unikke og sjældne specialkøretøjer under hammeren til auktionen. Kataloget favner bredt med mange forskellige bilmærker og årgange, så der er noget for enhver smag og rig mulighed for at lave en god investering, fortæller Finn Campen, direktør og auktionarius ved Campen Auktioner.
Særligt fra kataloget kan blandt andet nævnes en Corvette C3 Collectors Edition fra 1982, en Lotus Esprit Turbo 2,2 S4 fra 1994, en MG MGB Roadster fra 1976, en Morris 1000 Pick-up fra 1961, en Porsche 911 Carrera Targa 4S fra 2007 samt en helt unik og specialbygget Ford F100 V8 fra 1969, der er købt fra en kendt ”customizer” i USA.
Auktionen finder sted lørdag den 10. november på Myntevej 2 i Randers NV.
På dagen åbnes dørene for eftersyn kl. 9.00. Her vil der være mulighed for at se bilerne og få dem startet op, før auktionen starter kl. 11.00.