23948sdkhjf

Magnussen runder sæsonen af med et enkelt point

Kevin Magnussen blev nummer ti i Abu Dhabi, og han slutter som nummer ni i VM-stillingen.

FORMEL 1 Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen (Haas) har leveret sin hidtil bedste sæson i den prestigefyldte løbsserie.

Søndag blev han nummer ti, da sæsonens sidste grandprix blev kørt i Abu Dhabi. Dermed slutter han sæsonen på en niendeplads i VM-stillingen med 56 point.

Hans hidtil bedste sæson var debutsæsonen 2014, hvor han fik 55 point, hvilket dengang rakte til en 11.-plads.

Nærmest som sædvanlig var det verdensmesteren Lewis Hamilton (Mercedes), der endte med at køre først over målstregen. Det var hans 11. sejr i sæsonen.

I søndagens grandprix sluttede Sebastian Vettel (Ferrari), Max Verstappen og Daniel Ricciardo (begge Red Bull) på de øvrige pladser i top-4.

Kevin Magnussen-kollega Romain Grosjean hentede også point, da han rundede sæsonen af med en niendeplads på den flade bane i Abu Dhabi.

Samtidig rundede eksverdensmester Fernando Alonso Formel 1-karrieren af med en 11.-plads.

I den hektiske start endte Nico Hülkenberg (Renault) med at køre ind i dækket på Romain Grosjeans Haas-racer, så Hülkenbergs racer lettede fra jorden og landede med dækkene opad ude i barrieren. Kortvarigt var der ild i racerens bagende.

Tyskeren slap fra den voldsomme flyvetur uden store skrammer, og efter et par minutter med hovedet den forkerte vej, blev raceren vendt på hovedet, og Hülkenberg trådte uskadt ud på asfalten.

Starten førte også til flere forskydninger i stillingen. Kevin Magnussen faldt blandt andet fra en 13.-plads til en 16.-plads efter første omgang.

I front mistede Lewis Hamilton (Mercedes) sin førsteplads efter otte omgange.

Under en periode med "virtual safety car" kørte Hamilton i pit, men en regnefejl i Mercedes-garagen var med til at koste ham flere placeringer, da han kom tilbage på banen bag de to Red Bull-racere og lå nummer fem.

Over radioen fik verdensmesteren bekræftet, at det ikke var en del af taktikken. Det lykkedes ham dog at køre sig tilbage i front, da konkurrenterne på skift måtte i pit.

Midtvejs i løbet var Kevin Magnussen oppe som nummer 11, og han kom siden op som nummer ni, da han ikke havde været i pit. Efter turen i pit dumpede danskeren ned på 12.-pladsen og måtte være ihærdig i jagten på point.

Her fik danskeren hjælp, da Pierre Gasly måtte udgå, og så lykkedes det for Magnussen at slutte sæsonen af med et enkelt point.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.175