23948sdkhjf

Stærk tro på fremtiden med to nye mærker

Fiat-forhandleren i Aalborg, Bøgsted A/S, har netop udvidet med to nye bilmærker. El- og hybridbilerne kommer først om nogle år.

MULTIBRAND I den modsatte ende af landet - i forhold til BMW Næstved - står et lidt større og noget ældre bilhus, den mangeårige Fiat-forhandler og familieforetagene Bøgsted A/S. Også her er der gang i udvidelserne, men i første omgang ikke på el- og hybridfronten.

I sidste weekend i november kunne Bøgsted-huset således ikke bare markere sit 70 års jubilæum, men også at man har fået to nye bilmærker per den 1. september 2018, Alfa Romeo og Jeep.

Ifølge den 41-årige indehaver, Michael Bøgsted, sker udvidelsen som led i en vækststrategi, hvor man vil skrue op for udbuddet af biler til privatkunder og samtidig øge salget af firmabiler, hvor efterspørgslen på både Alfa Romeo og Jeep er kraftigt stigende.

- For os er valget af Alfa Romeo og Jeep helt bevidst. Vi har en fødekæde til vores forskellige biler, og vi skal blive ved med at matche kundens behov - vi skal kunne rumme kundens rejse. Det er ekstremt vigtigt, at vi har godt fat i, hvad kunden ønsker sig, ellers går de blot videre til konkurrent. Vi skal følge kunden i kundens rejse over tid, forklarer Michael Bøgsted, som er 3. generation i firmaet.

Bøgsted A/S - Fiat i Aalborg

Bøgsted A/S er stiftet af Morten Bøgsted i år 1948 og er dermed Aalborgs ældste bilforhandler. 

Indehaver er i dag 41-årige Michael Bøgsted, som er 3. generation. 

Firmaet har solgt Fiat i 30 år og er desuden Fiat Erhvervscenter. 

Fra 1. september 2018 forhandles også Alfa Romeo og Jeep. 

Firmaet beskæftiger 20 medarbejdere. 


Fulgte hjertet

Bøgsted på Hadsundvej 113 har forhandlet Fiat i 30 år og har også et Fiat erhvervscenter, så Fiat et noget, der ligger Bøgsted på sinde.

Firmaet er nu stoppet med Mitsubishi for at gøre plads til Alfa Romeo og Jeep.

- For os har det været et nemt valg. Det var det, hjertet sagde. Så den lå lige til højrebenet, da også koncernen ville den vej, konstaterer Michael Bøgsted.

- Alfa Romeo har altid stået mit hjerte nær. Biler taler jo til hjertet, og Alfa Romeo kan ikke bare proppes ned i et regneark. Det omfatter noget emotionelt. Derfor er beslutningen taget med hjertet, ligesom vi med tre mærker nu kan dække en meget større del af markedet, tilføjer han.

Bøgsted skal ikke bygge ud for at få plads til de to nye mærker, men fra 2. kvartal af 2019 går firmaet i gang med med at ændre facader og modernisere, idet man skal opbygge fire universer: Fiat, Fiat Erhverv, Alfa Romeo og Jeep.

- Vi kommer til at mande lidt op personalemæssigt, men det bliver en stille og rolig udvikling. De to nye mærker har jo ingen kæmpe markedsandel. Derimod skal vi få dem til at vokse, og det er noget, jeg godt kan lide, siger Michael Bøgsted, som ikke vil sætte tal på, hvor mange biler, man regner med at sælge i det nye år - og vil heller ikke vil oplyse salget fra 2018 og tidligere år.

- Men jeg kan da afsløre, at vi tror på, at vores salg vil stige markant i 2019.

Firmaet tæller i dag 20 medarbejdere, men forventer at skulle udvide med en på salg og tre på eftermarkedet fra 2019.

Det helt rigtige

Mens man sælger Fiat i et begrænset område på cirka 30 gange 30 kilometer ved Aalborg, gælder salget af de to nye mærker hele Nordjylland.

- Folk vil gerne køre længere efter premiummærker - til gengæld kommer de med store forventninger, og her må vi ikke tabe kunderne, siger Michael Bøgsted.

- Med tre bilmærker står vi nu stærkt flere hjørner. Men vi skal kunne kommunikere med alle kunder - ellers taber vi, udtaler han og fortsætter:

- Vi har en stærk tro på fremtiden og tror, at dette er det helt rigtige for os.

Handler om at ramme el-bølgen

- Fiat har ikke i dag et program for el- og hybridbiler, men koncernen har sagt, at man vil have biler fra 2022, så det ligger i pipelinen. Det er jeg ikke nervøs ved. Teknologien er der - det er blot at trykke på knappen. Det handler om at ramme bølge på rette tidspunkt, altså timing, og det har jeg fuld tillid til, at koncernen kan ramme, lyder det fra Michael Bøgsted.

- Vores ansatte er skolet i de nye produkter og mærker, og vi er klar til at møde kunderne - og fremtiden, bemærker han.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Autobranche 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205