23948sdkhjf

Flere kvinder køber bil

Andelen af kvindelige bilkøbere steg med 35 procent på kun ti måneder hos ALD carmarket.

BILER ALD carmarket, som er en del af ALD Automotive, sælger omkring 6000 tidligere leasingbiler årligt. Størstedelen sælges engros til forhandlere og opkøbere via selskabets auktionsplatform, og godt 2000 af disse sælges til detailkunder via de to forretninger i henholdsvis Taastrup og Fredericia. Siden januar 2018 har nye tiltag gjort, at andelen af kvindelige detailkøbere er steget med hele 34,7 procent.

Totalt set udgør de kvindelige bilkøbere 31,5 procent af kunderne hos ALD.

- Fordommene omkring kvinder og biler lever stadig i bedste velgående - og statistikkerne viser da også, at mandlige bilkøbere står for hovedparten af bilkøb i Danmark, såvel som i resten af Europa. Dette billede viser sig også hos ALD carmarket, som i mere end 15 år har solgt en bred vifte af de mest populære bilmærker og -modeller af tidligere leasingbiler, fortæller Michael Stig Nielsen, som er remarketing direktør.

Fra sofa til dør på fem hverdage

- I maj måned 2018 introducerede vi vores web-butik aldcarmarket.dk. Med denne har vi muliggjort køb af vores detailbiler online med leverance til hoveddøren inden for fem hverdage og tilbyder 14 dages fuld returret. Samtidig startede vi vores re-leasingkoncept, hvor vi tilbyder re-leasing til private med en løbetid på 12 - 36 måneder, oplyser han.

Kunderne har mulighed for at vælge tre forskellige finansieringsformer, når den ønskede bil er fundet: Kontantbetaling, finansiering via billån eller ved privatleasing.

- Udover at vores nye tiltag har fået en flyvende start og salget generelt er steget med godt 30 procent i forhold til årets første fem måneder, så har vi samtidig kunne konstatere, at særligt kvinderne har taget ekstra godt imod vores onlinehandel, og dette inklusiv mulighederne for re-leasing, siger Michael Stig Nielsen.

- Faktisk har interessen været så stor, at vores samlet andel af kvindelige bilkøbere, fra januar til oktober i år, er steget med hele 34,7 procent, tilføjer han.

Kvinde-bekymringer ved bilkøb

- At kvinderne har taget særlig godt imod vores nye tiltag, skyldes måske at vi i branchen har været alt for længe om at lytte til, hvad kvinderne egentlig oplever, når de har handlet bil, påpeger Michael Stig Nielsen og tilføjer:

- Flere udenlandske studier har undersøgt, hvad kvindernes største bekymringer er i forbindelse med bilkøb, og følgende bliver nævnt: At blive snydt, ikke at blive taget alvorlig som kvinde, afskrækket af tidligere dårlige erfaringer, tanke om at møde en frembrusende og lidt for smart sælger samt frygten for at blive "presset" til et køb.

- Bilbranchen har stadig et ry af at have lidt for smarte sælgere. Det er derfor afgørende, at vi ved konkrete handlinger og tiltag får rystet dette ry af os. Dette kan vi kun gøre ved at lytte til samtlige af vores kunder og ud fra dette tilpasse den ønskede kundeoplevelse, mener han.

Hurtigt, let og overskueligt

- De af vores kunder, som bestiller bil via vores webportal, er mangfoldige i både faggruppe, alder (fra 23 - 72 år) og hvor fra de kommer geografisk (fra Skagen til Falster). Og som vi efterfølgende har kunnet konstatere er der en større andel af kvinder, end vi normalt ser i vores bilhuse, forklarer Michael Stig Nielsen.

- Fælles træk er dog, at alle lægger særlig vægt på følgende ved købet: Gennemsigtighed og overskuelighed, belejligt og let, tryghed samt minimalt tidsforbrug, siger han og fortsætter:

- Det digitale salg stiller nye krav til os som forhandler, både i vores daglige rutiner, vores kompetencer og ikke mindst i vores mind-set. Samtidig ser vi uanede muligheder i vores fortsatte digitale udvikling og i hvordan vi kan imødekomme vores kunders forventninger og ønsker til det at handle eller eje en bil på et hurtig, let og overskuelig måde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111