23948sdkhjf

Grosjean er igen hurtigere end Magnussen i testkørsel

Haas-køreren Kevin Magnussen nåede at fuldføre 53 omgange under torsdagens Formel 1-testkørsel i Barcelona.

FORMEL 1 Bedømt ud fra de hurtigste omgangstider var det ikke prangende at følge Kevin Magnussen under torsdagens Formel 1-testkørsel.

Den danske Haas-kører endte med en tid, der rakte til sidstepladsen blandt de ti kørere, der deltog i den tidlige del af testkørslen i Barcelona.

Senere blev han også overgået af teamkollega Romain Grosjean.

Magnussens hurtigste omgang ud af de 53 omgange, han gennemførte, lød på 1 minut og 18,199 sekunder.

I den sene del af testen formåede Mercedes-køreren Valtteri Bottas at køre langsommere end Magnussen som den eneste på dagen.

Det vides ikke, om Magnussen eksperimenterede med nogle bestemte ting i bilen, eller om han overhovedet gik efter en god omgangstid.

Magnussen var næsten to sekunder efter den hurtigste tid, som blev sat af Charles Leclerc fra Ferrari. Leclercs bedste omgang lød på 1 minut og 16,231 sekunder.

I den anden del af torsdagens testkørsel var Grosjean i aktion i sin Haas-racer.

Grosjean var en anelse bedre end Magnussen. Selv om han blot gennemførte 16 omgange, havde han 1 minut og 17,854 sekunder som bedste tid. Det rakte til en til plads som nummer 9 ud af 13 kørere.

Sæsonens første grandprix køres i Australien 17. marts.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141