23948sdkhjf

Branchen skriger på arbejdskraft

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er blevet et kæmpe problem i bilbranchen. Hos de frie værksteder har 40 procent problemer med at skaffe arbejdskraft, viser ny undersøgelse.

FORMANDSMØDE Lørdag den 2. marts startede med et harmonikasammenstød, der lukkede Storebæltsbroen. Ingen kom til skade udover en god håndfuld biler, hvilket er godt for værkstederne. Men når værkstederne ikke kan skaffe tilstrækkelig arbejdskraft, så er det knap så godt.

40 procent af Dansk Bilbrancheråds knap 2.000 medlemmer har problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det viser den omfattende medlemsundersøgelse som rådet netop har gennemført for sjette gang i samarbejde med SMVdanmark.

- Og blandt de store værksteder med mere end 10 ansatte står det endnu værre til. Her svarer 62 procent, at de har problemer med at skaffe arbejdskraft, og mere end hvert tredje værksted har måttet sige nej til en kunde på grund af travlhed, siger Erik S. Rasmussen, direktør for Dansk Bilbrancheråd.

Ordene faldt ved rådets årlige formandsmøde, der blev holdt på Hotel Comwell i Middelfart. Her var godt 50 deltagere mødt frem fra de 33 lokalforeninger landet over.

Kræver lærlinge
Det med den manglende arbejdskraft har fem ildsjæle med rødder forankret i værkstedsdrift tænkt sig at gøre noget ved.

- Vi er fire mekanikermestre og én lærlingeansvarlig for en større dansk værkstedskæde, fordelt over hele Danmark, som er gået sammen i en forening for at få løst den gordiske lærlingeknude, siger Henrik Hansen.

Han er formand for styregruppen bag den kommende lærlingekampagne.

Foreningen udgør den juridiske enhed, der uafhængigt af ethvert branchetilhørsforhold, herunder kæder og mærker, skal iværksætte den hidtil største kampagne for at få flere lærlinge ind i bilbranchen og skabe flere lærepladser.

- Hvis ikke vi kan skaffe lærlinge, så har vi snart heller ikke nogen værksteder, så det er et meget vigtigt emne, understreger Henrik Hansen.

Tun din fremtid
Kampagnen bliver søsat under sloganet Tun din Fremtid og har blandt andet sin egen hjemmeside, hvor man kan læse mere om baggrund og formål.

- De unge er digitale til fingerspidserne. Brochurer er yt. Hvis vi vil ramme dem, skal vi være digitale, fortæller Christian Heetkamp fra reklamebureauet Pryhl, der står bag kampagnen.

Mange unge har den fejlagtige opfattelse, at hvis ikke de går i gymnasiet, så er mange døre lukkede. Den holdning skal kampagnen ændre på blandt andet gennem sociale medier som Youtube, Facebook og Snapchat.

Personlig service
En anden genganger til Formandsmødet er Markedsundersøgelsen, der er udarbejdet af analysehuset Epinion. Kort fortalt så sidder de frie værksteder på knap halvdelen af markedet, hvilket er en marginal tilbagegang. Generelt har de frie værksteder bedst fat i lidt ældre biler og biler købt som brugt.

De tre væsentligste begrundelser for at anvende et frit værksted er "Jeg har mere tillid til et frit værksted", "Det er billigst", og "Jeg får en bedre og mere personlig service på et frit værksted."

Efter kaffe og kage blev Dansk Bilbrancheråds strategiplan fintunet, og så var det tak for i år. Storebæltsbroen var ryddet og klar og de mange lokalformænd kunne drage mod både øst og vest uden forhindringer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.247