23948sdkhjf

Ghosn anholdt igen efter nye svindelanklager

Den tidligere Nissan-topchef betalte i starten af marts kaution, men er natten til torsdag igen blevet anholdt. Carlos Ghosn nåede således ikke at være en fri mand længe.

GHOSN Natten til torsdag dansk tid blev den brasilianskfødte forretningsmand igen anholdt af japanske myndigheder på baggrund af nye anklager om skattesvindel i sin tid som chef for Renault-Nissan-Mitsubishi Motors.

 Det skriver flere internationale nyhedsbureauer herunder AFP.

 Ghosn blev sidste år anholdt i Japan efter anklager om skattefusk. Officielt er han sigtet for tre separate forhold.

 I starten af marts valgte han at betale en kaution på en milliard yen, svarende til knap 59 millioner kroner.

 Efter anholdelsen torsdag har Ghosn i en udtalelse kaldt anholdelsen og de nye anklager om svindel for "skandaløs og vilkårlig".

 - Denne anholdelse er endnu et forsøg fra personer hos Nissan på at gøre mig tavs ved at vildlede anklagerne. Hvorfor anholde mig, hvis ikke det er for at knække mig, spørger 65-årige Ghosn i udtalelsen.

 Han nåede at sidde fængslet i mere end 100 dage, inden han fik mulighed for at betale kaution.

 - Jeg vil ikke lade mig knække, afslutter han.

 Den statslige anklager i sagen mistænker ifølge japanske medier Ghosn for at bruge 32 millioner dollar af Nissans midler som ulovlig betaling til en distributør i Oman.

 Nogle af pengene skulle angiveligt være blevet brugt på en luksusyacht til Ghosn og hans familie.

 Og det kommer altså oveni de gamle anklager, der blandt andet går på den tidligere topchefs afskrivning af personlige investeringstab som tab for bilkoncernen.

 Nissan indledte efter Ghosns anholdelse en større intern undersøgelse, der siden har afdækket "betydelige beviser for åbenlyst uetisk opførsel".

 Virksomheden har efterfølgende bedyret, at man vil lave markante ændringer i den måde, topledelsen bruger virksomhedens midler.

 Carlos Ghosn har fra sagens start erklæret sig uskyldig i samtlige anklager.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078