23948sdkhjf

Tesla taber 4,7 milliarder kroner i første kvartal

Elbilproducenten med Elon Musk i spidsen har tabt store penge på ikke at kunne levere biler nok til kunderne.

ELBILER Tesla har tabt 700 millioner dollar - 4,7 milliarder kroner - i første kvartal af 2019.

Det fremgår af kvartalsregnskabet for virksomheden med Elon Musk i spidsen, der blandt andet producerer elbiler og batterier, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Det store tab skyldes, at man ikke har kunnet levere nok biler til kunderne, og at Tesla har lanceret en billigere udgave af elbilen Model 3 Sedan.

Leveringen af elbiler faldt med 31 procent i forhold til fjerde kvartal af seneste regnskabsår.

Resultatet var lavere, end hvad analytikere på Wall Street forventede.

Virksomheden oplyser, at man også forventer et tab i andet kvartal af regnskabsåret.

Lover plus i tredje kvartal

Elon Musk lover, at Tesla leverer overskud i tredje kvartal.

- Når vi ser en effekt af flere leveringer og reducering af udgifter, forventer vi profit i tredje kvartal og et meget mindre tab i andet kvartal, siger Elon Musk i et brev til investorerne.

Tesla oplyser, at man forventer at levere op mod 400.000 elbiler i 2019, og antallet kan muligvis nå 500.000.

En anden årsag til de røde tal er, at Tesla skulle betale 920 millioner dollar - 6,2 milliarder kroner - i konvertible obligationer, som er et gældsbrev udstedt af et aktie- eller anpartsselskab.

Tabet kommer efter to kvartaler i træk med overskud. Det var første gang i virksomhedens 15-årige historie, at det skete.

Ifølge nyhedsbureauet AP har Tesla tabt mere end 40 milliarder kroner, siden virksomheden for 15 år siden satte sig for at revolutionere bilindustrien.

Elon Musk udtalte mandag, at han forventer, at Tesla leverer selvkørende biler til en taxaservice næste år.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11