23948sdkhjf

Åhh nej, Kevin - nr. 13 og uden for point

Valtteri Bottas vandt foran Lewis Hamilton. Stor dag for Mercedes - det modsatte for Haas.

FORMEL 1 For tredje Formel 1-grandprix i træk måtte den danske racerkører Kevin Magnussen nøjes med en placering i den bageste del af feltet.

Søndagens grandprix i Baku i Aserbajdsjan endte således med en 13.-plads for danskeren.

Samlet set blev det også en skuffende dag for Haas-teamet, da franske Romain Grosjean igen udgik. Det skete efter 40 af de 51 omgange.

Det var tredje gang i sæsonens fire grandprixer, at Grosjean udgik, og han har stadig ikke formået at hente point i indeværende sæson, mens Magnussen har otte point fra det første løb i Australien.

I den interne Haas-duel fører Magnussen nu med 3-1 mod Grosjean, når det kommer til at blive bedst placeret i løb.

Helt fremme dominerede Mercedes igen og snuppede den fjerde sejr ud af lige så mange mulige i sæsonen.

I den sjove ende af feltet på bybanen i Baku vandt finnen Valtteri Bottas foran Lewis Hamilton, og dermed har de to delt sæsonens fire sejre ligeligt imellem sig.

Ferraris Charles Leclerc førte løbet undervejs, men Mercedes sørgede alligevel for den ventede dobbeltsejr, som også var den fjerde af den slags på stribe.

Dermed fører Mercedes konstruktørernes VM-stilling med 173 point mod Ferraris 99.

Bottas startede i pole position, men Hamilton pressede ham hårdt fra start, og de to kørte side om side igennem de første sving, inden Bottas trak lidt fra.

Det skulle dog blive et yderst tæt løb imellem dem, og Bottas kørte i mål med bare lidt mere end et sekund ned til teamkammeraten.

Dermed er Bottas også forrest i VM-kapløbet med 87 point. Hamilton har 86.

Magnussen startede som nummer 12, men faldt i starten en plads tilbage, og han skulle komme til at ligge omkring 13.-pladsen i stort set hele løbet.

Danskeren kæmpede godt for at vinde placeringer, men måtte som i de seneste løb sande, at der ikke var nok fart i Haas-raceren.

Næste grandprix køres i Barcelona den 12. maj.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172