Andreas til tops som bilfabrikant
STUDERENDE Ti biløkonomstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus og Cphbusiness deltog i april deltaget i Nucars 2019, arrangeret af Northwood University, Midland, i Michigan, USA. Sammen med godt 50 andre studerende fra USA, Frankrig, Tyskland, Holland og Kina skulle de drive en amerikansk bilvirksomhed gennem ti regnskabsperioder. De danske studerende modtog et tilskud fra Hyundai, hvilket var med til at gøre turen mulig.
Nucars er et computersimuleret virksomhedsspil, hvor deltagerne skal drive og udvikle en bilfabrikant.
Kvartal for kvartal skal deltagerne træffe beslutninger vedrørende produktudvikling, produktion, distribution, markedsføring og salg. Undervejs skal de studerende løbende analysere egne økonomiske resultater, konkurrenternes resultater, udviklingen i markedsandele med mere.
Lærer Elgie Bright fra Northwood University var "game-master" på virksomhedsspillet fra start til slut.
Dansker i vindergruppen
- En af de spændende ting ved at deltage i Nucars er, at grupperne sammensættes på tværs af nationaliteter. Biløkonomerne får dermed direkte praktisk erfaring i at samarbejde og agere med en bred vifte af kulturer, oplyser Finn Rolighed Andersen, uddannelseskoordinator på Erhvervsakademi Aarhus.
Andreas Aarup Larsen fra Audi Gladsaxe var i den vindende gruppe. Han fortæller:
- I vores gruppe havde vi et rigtig godt samarbejde, hvor der var plads til åbenhed. Vi lavede grundige analyser, så vi kunne matche vores produktprogram med de kundesegmenter, der var på markedet. Desuden brugte vi rigtigt mange penge på produktudvikling og markedsføring, ligesom vi hele tiden udvidede antallet af forhandlere. Det lykkedes os på denne måde at opnå markedsdominans og på denne måde at vinde spillet.
All American oplevelser
Ugen bød også på "analogt" indhold - ikke kun computersimulation.
Værterne havde sammensat et omfattende program, hvor deltagerne blandt andet besøgte en fantastisk samling af både klassiske og moderne biler: The Lingelfelter Collection, på vej mod Detroit, hvor der var indlagt et besøg på Fords legendariske produktionsanlæg, The Rouge Plant, hvor der tidligere blev produceret Ford T. I dag er der produktion af pickup-trucken Ford F150, som er verdens mest solgte bil med over én million solgte i 2018.
Der var også indlagt en række faglige oplæg i form af gæsteforedrag, såvel som All American kulturoplevelser i form af bowling og en afsluttende "award dinner", som blev afholdt på Dow Diamond Baseball Field. Det var også her, vinderne af Nucars 2019 blev kåret.
- Nucars var en fantastisk spændende og udviklende oplevelse, hvor jeg fik en god indsigt i, hvordan deltagere fra andre lande driver bilforretning. Det kan jeg helt sikkert lære noget af. Desuden gav selve spillet et godt virkelighedsbillede og kontant afregning i forhold til anvendelse af de forskellige parametre. Jeg var også meget begejstret for de forskellige foredragsholdere, der gav rigtig god inspiration, siger Rasmus Bang Overgaard fra Autohuset Vestergaard.
Nucars afholdes hvert år på skift i de enkelte lande, og I 2020 foregår det i Holland.
Danske deltagere ved Nucars 2019 Aarhus |