23948sdkhjf

Eksplosion og brand på værksted i Vallensbæk

Politiet arbejder ud fra en antagelse om, at der er tale om en kriminel handling, og efterlyser vidner.

KRIMI Københavns Vestegns Politi søger vidner efter en eksplosion og brand i et autoværksted på Vejlesvinget 2 i Vallensbæk natten til søndag den 16. juni.

Klokken cirka 01 skete der en eksplosion i autoværkstedet på Vejlesvinget med en brand og skade på bygningen til følge.

Eksplosionen har delvist raseret autoværkstedet, hvor døre og vinduer blev blæst ud.

Ingen mennesker led overlast, men de materielle ødelæggelser er sandsynligvis omfattende, og Københavns Vestegns Politi efterforsker nu årsagen og forløbet op til hændelsen:

- Hvad der har forårsaget eksplosionen skal kriminaltekniske undersøgelser klarlægge i de kommende dage. Lige nu arbejder vi ud fra en antagelse om, at der er tale om en kriminel handling, men vi er i den indledende del af efterforskningen, og det er for tidligt at spekulere i eventuelle motiver, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi, ifølge en pressemeddelelse fra politiet.

Han tilføjer, at politiet meget gerne hører fra vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Vejlesvinget før, under eller efter hændelsen, som skete søndag klokken cirka 01, og fra borgere, der i øvrigt måtte have oplysninger om sagen.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at kommentere på ejerforholdet af værkstedet, men oplyser, at det naturligvis indgår i efterforskningen.

Personer løb væk

Ifølge Ritzau har et vidne har set flere personer løbe fra stedet, før eksplosion ramte autoværkstedet, oplyste vagtchef Jens Møller søndag.

- Lige nu ved vi ikke så meget, andet end at et vidne har hørt en rude blive knust og set de formodede gerningsmænd løbe fra stedet. Kort tid efter lyder der et brag. Derefter udbryder der brand i autoværkstedet, fortalte vagtchefen søndag nat.

- Det har været en forholdsvis kraftig eksplosion. Døre og vinduer er blæst ud, og taget på bygningen har løftet sig. Der kan også være sket skader på biler inde i bygningen, sagde Jens Møller.

Arbejder fortsat på stedet

Tirsdag middag oplyser Københavns Vestegns Politi til Motor-magasinet, at man fortsat arbejder på stedet og derfor ikke har noget nyt at tilføje.

Politiet ønsker heller ikke at oplyse, om efterlysningen har ført til, at flere vidner har meldt sig.

Ifølge Motor-magasinets oplysninger er det ramte værksted et tuningsværksted. Det er nabo til BE Auto & Dækcenter, der ligger på adressen Vejlesvinget 2 E, Vallensbæk Strand, og som er med i Tecnicar-kæden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095