23948sdkhjf

Så mange danskere kører stadig på vinterdæk

Dækbranchen Danmark er overrasket over, hvor mange danskere der i sommervarmen stadig kører rundt på vinterdæk.

DÆK 437.000 personbiler på vinterdæk i sommervarmen blev det samlede resultat af Rådet for Større Dæksikkerheds optælling i uge 25. Overraskende mange misbruger bilens vigtigste sikkerhedsudstyr. Det skriver Rådet for større Dæksikkerhed og Dækimportørforeningen i en pressemeddelelse. De to organisationer undersøger to gange årligt danske personbilsbilisters dækvalg, og i uge 25 blev flere end 5.000 biler kontrolleret på 28 offentlige parkeringspladser landet over.

Her kunne det konstateres, at 17 % af bilisterne på trods af sommervarmen fortsat kører rundt på dæk, som er tiltænkt kolde og våde vinterforhold.

Overset emne

Fakta om dæktælling i juni 2019

Personbiler med sommerdæk: 76 % = ca. 1.973.000 biler.

Personbiler med helårsdæk: 7 % = ca. 182.000 biler.

Personbiler med vinterdæk: 17 % = ca. 437.000 biler

Det hedder i pressemeddelelsen, at der både er sikkerhedsmæssige og økonomiske gevinster ved at skifte fra vinterdæk til sommerdæk. Ikke at skifte fra vinterdæk til sommerdæk kan skyldes glemsomhed, uvidenhed eller at man regner med at spare penge. Men man kan faktisk spare både penge, uheld og i sidste ende liv ved at skifte.

- Dæk et overset interesseemne. De fleste er meget lidt interesseret i deres dæk og skifter ikke til sommerdæk måske for at spare omkostningen, tiden og besværet. Men det er udtryk for manglende indsigt og interesse for det, der holder os kørende, siger Volker Nitz, direktør i Rådet for Større Dæksikkerhed.

Det har både konsekvenser for sikkerhed og økonomi ikke at skifte til sommerdæk, anfører Volker Nitz. Han betoner, at dæk har sikkerhedsmæssige konsekvenser for trafiksikkerheden, og Færdselsstyrelsen har påvist, at fejl på biler er skyld i hver femte ulykke - og her er manglende dækskifte en del af det.

Ved høje temperaturer kan vinterdækket blive ustabilt, og det har om sommeren dårligere bremselængde og vejgreb. På våd vej har vinterdæk 15 % længere bremselængde om sommeren, og på tør vej er der 10 % dårligere vejgreb f.eks. rundt i en kurve.

- For at sikre det optimale vejgreb bør man derfor skifte til sommerdæk, det er ikke for sent, påpeger Volker Nitz.

Bedre økonomi i to sæt dæk

Dækkene har konsekvenser for ens biløkonomi. Både brændstofforbrug og slitage af dækkene påvirkes af dæktypen, så det betaler sig at have både vinterdæk og sommerdæk.

- Vinterdæk har op til 15 % højere rullemodstand, så de bruger mere brændstof. Tilmed slides de hurtigere, for gummiblandingen er blødere, da den er tilpasset de lavere temperaturer om vinteren. Og ved at køre på vinterdæk om sommeren risikerer man, at ens vinterdæk måske så ikke er klar til selve vinteren, så man må investere i et sæt nye. Med to sæt dæk kan man optimere, så begge sæt holder længere, siger Volker Nitz.

Kvalitetshelårsdæk er et bedre valg

En del bilejere vælger at køre på helårsdæk fremfor at skifte med årstiderne, hvilket for nogle bilister kan være et bedre valg fremfor at køre på forkerte dæk til årstiden, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Helårsdæk er et kompromis, for der findes ikke det dæk, der kan klare de udsving, vi har i vejrforholdene året rundt. Men helårsdæk kan være et bedre alternativ for de bilister som kører knap så meget, og vælger man den løsning så sørg for dæk af høj kvalitet, siger Volker Nitz.

Det, der adskiller sommerdæk fra vinterdæk og helårsdæk, er særligt gummiblandingen i dækkene. Sommerdæk har en gummiblanding, der gør det hårdere end vinterdæk.

- Et dæks egnethed til forskelligt vejr er et spørgsmål om gummiblandingen og den måde, mønsteret er produceret på for at give det maksimale vejgreb i forhold til vejforhold, nedbør og temperatur, siger Volker Nitz.

Rådet for Større Dæksikkerhed.

Rådet for Større Dæksikkerhed blev etableret i 1991 med det formål, at udbrede og højne forbrugernes samt offentlige instansers kendskab til dæk og de dermed forbundne sikkerhedsaspekter på en almennyttig og mærkeneutral basis.

Det er endvidere målet at udbrede kendskabet til bestemmelser og lovgivning for herigennem at medvirke til større trafiksikkerhed.

Rådet består af repræsentanter fra FDM, Teknologisk Institut, Politiet, Dækimportørforeningen, Dæk Specialisternes Landsforening og Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk.

Dækbranchen Danmark

Dækbranchen Danmark er interesseorganisation for dækbranchen i Danmark. Her samles Dæk Specialisterne, dækimportørerne og regummieringsvirksomhederne i en stærk brancheorganisation.  

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11