Biludlejer oplever sommer-boom
Interessen blandt danskerne for at holde såkaldt staycation, hvor man bliver hjemme i Danmark, denne sommer er steget markant siden sidste år. Ifølge analyseinstituttet YouGov så falder antallet af danskere, der i år holder sommerferie i udlandet med 9 pct. i forhold til 2018.
Og i år vil mere end hver tredje dansker (36 pct.) i stedet blive hjemme eller holde ferien i Danmark, hvilket er en stigning på 4 pct. fra sidste år.
Interessen for staycation mærkes også hos biludlejningsfirmaet Avis, der har haft en stigning på over 40 pct. flere bookinger af danske lejebiler i årets tre sommermåneder forhold til sidste år: - Vi ser langt flere danske familier, som henvender sig for at booke en bil til at holde sommerferien herhjemme sammenlignet med sidste år. Vi ved, at der er en stigende klimabevidsthed blandt forbrugerne og at udskifte flyrejsen til fordel for et roadtrip gennem Danmark i en lejet hybridbil kan være en god måde at reducere sit CO2-aftryk på. Får vi samtidig en sommer, der bare minder lidt om sidste års, findes der ikke mange bedre steder til et roadtrip end i Danmark, forklarer Andrew Smith, der er landechef for Avis Budget Group i Danmark og Sverige, i en pressemeddelelse.