Dinitrol Danmark bliver en del af Pierre.dk-koncernen
Corrpro A/S står bag Dinitrol Danmark, der er en af Danmarks største udbydere af rustbeskyttelse til de danske bilhuse og private bilejere.
Læs også: Pierre Legarth om WorldSkills: Altid job til dygtige autolakerere
Per 5. august bliver Corrpro, og dermed Dinitrol Danmark, en del af Pierre.dk-koncernen, som fremover vil kunne tilbyde sine kunder rustbeskyttelse over hele Danmark.
- Vi er super stolte over, at Corrpro A/S har valgt Pierre.dk som deres fremtidige partner inden for rustbeskyttelse, fortæller Bo Jacobsen, der er administrerende direktør for Pierre.dk Autolakering A/S.
Han ser frem til, at Pierre.dk-koncernen kan supplere aktiviteterne inden for autolakering med rustbeskyttelse.
Et marked i forandring
Gennem mere end 50 år har Dinitrol Danmark tilbudt rustbeskyttelse til danske bilejere, og med sine 67 Dinitrol-centre er kæden landsdækkende i Danmark.
Bjarne Christensen, der er hovedaktionær og bestyrelsesformand for Corrpro, udtaler, at markedet for B2B-rustbeskyttelse på nuværende tidspunkt undergår betydelige forandringer.
- I den forbindelse kunne vi ikke ønske os en bedre samarbejdspartner end Pierre.dk Autolakering A/S. Lak-koncernens erfaring fra autolakeringsmarkedet viser tydeligt, at det er muligt at operere succesfuldt på B2B-markedet samtidig med, at man fastholder et højt kvalitets- og serviceniveau, forklarer Bjarne Christiensen.
Dinitrol kæden vil blive videreført i sin nuværende form, og vil fremover ligeledes kunne trække på Pierre.dk’s ressourcer. Corrpro og Pierre.dk Autolakering vil desuden integrere de to selskabers salgs- og IT-aktiviteter.