23948sdkhjf

Tidligere Audi-direktør er formelt sigtet efter dieselsnyd

Audi, der hører under Volkswagen, var involveret i "dieselgate", hvor bilproducenter snød med deres software.

TYSKLAND Den tidligere Audi-direktør, 56-årige Rupert Stadler, er formelt blevet sigtet for svindel af den tyske anklagemyndighed.

Det oplyser de tyske anklagere onsdag.

Audi var involveret i den såkaldte dieselgate, hvor flere store bilproducenter blev afsløret i - ved hjælp af særlig software - at have manipuleret med data for, hvor meget deres biler forurener.

Audi hører under den tyske bilgigant Volkswagen.

- Stadler er anklaget for at have kendt til manipulationerne siden senest slutningen af september 2015. Han forhindrede ikke salget af de berørte Audi- og Volkswagen-biler efterfølgende, siger anklageren i en udtalelse.

Over 430.000 biler fra Volkswagen, Audi og Porsche havde software, der skulle snyde myndighedernes målinger af, hvor meget de forurener.

Ud over Stadler er tre personer onsdag blevet sigtet for at have udviklet motorer med den særlige software til bilerne.

En talsmand fra Audi siger onsdag, at det er i bilproducentens interesse juridisk at få ryddet op efter skandalesagen.

Frem i 2015

I 2015 kom det frem, at Volkswagen havde fiflet med software i millioner af dieselbiler verden over, så de fremstod mere miljøvenlige, end de var.

Den hemmelige mekanisme gjorde, at bilerne på vejene kunne udsende op til 40 gange så stor en mængde kvælstofilter, som måleudstyr viste i test.

Siden 2015 har Volkswagen betalt over 200 milliarder kroner som følge af sagen. Det har været til bøder, erstatninger og forlig.

Rupert Stadler blev anholdt i juni 2018 og sad flere måneder i fængsel.

I slutningen af oktober 2018 blev han løsladt, på betingelse af at han holdt sig på afstand af personer omfattet af efterforskningen af sagen.

Kilde: Ritzau/Reuters

Artiklen er en del af temaet Dieselgate.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.185