23948sdkhjf

Udstødningsgigant drosler ned

Bosal har i dag helt lukket sine egne udstødningsaktiviteter i Danmark. Aftageren gennem mange år, CAC, har selv taget over, men spredt sig over flere producenter af udstødninger.

STOP I gamle dage var det danske eftermarked inden for udstødninger i vid udstrækning domineret af Walker og Bosal. Siden er flere andre aktører kommet til, og det seneste år har hollandske Bosal droslet ned på det danske marked.

I foråret 2018 meddelte Bosal således, at man splittede udstødninger og anhængertræk op og solgte anhængerdelen, Bosal ACPS, til TowerBrook Capital Partners.

I Danmark betød købet, at Bosals salgschef, Teis Jaakkonen Nielsen, per 31. marts skiftede til det nye firma ACPS Automotive Kft.

Tidligere var Bosal flyttet fra sit store udstødningsdomicil i Sorø, ligesom Bosal ved udgangen af 2017 lukkede sin afdeling i Aarhus, men efter opsplitningen oplyste Bosal, at man fortsatte med udstødninger fra Farverland i Glostrup med fire medarbejdere.

Glostrup lukket

I det seneste regnskab for Bosal Danmark ApS, som blev godkendt den 24. juni 2019, oplyses det dog, at Bosal afsluttede sine tilbageværende danske udstødningsaktiviteter den 31. august 2018, fordi der ikke er tilstrækkelig dansk markedskraft, og at personale-kontrakterne løb ud i januar 2019. I regnskabet oplyses videre, at lejen af lageret på Farverland i Glostrup sluttede i marts 2019.

I øvrigt sluttede dette regnskab med et minus på 1,2 millioner kroner og en tilbageværende egenkapital på 4,8 millioner.

I Danmark har Bosal siden flyttet sit lager til Klokkerholm Karosseridele, ligesom CAC i mange år har været dansk distributør.

4-5 leverandører

Hos CAC oplyser indkøbschef Carsten Randrup, at man i dag ikke har samme eksklusivitet på Bosal udstødninger som tidligere.

- Efter ændringerne i Danmark udpegede Bosal en ny europæisk salgsdirektør, men han stoppede efter fem måneder, og siden har vi ikke hørt meget fra Bosal. Bosal havde nogen leveringsproblemer, men de er løst nu. Vi har i dag imidlertid spredt os på 4-5 leverandører, i balance med deres OE-produktion, men med særlig fokus på Bosal, Ernst fra Tyskland og Veneporte fra Portugal, siger Carsten Randrup til Motor-magasinet.

- Vi kikker således bredere ud, når det gælder støddæmpere. Det er jo den vej, der går, både når det gælder udstødninger, støddæmpere, træk og så videre - altså vi får et mere blandet udvalg af mærker, hvor alle har tilgang, tilføjer Carsten Randrup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107