23948sdkhjf

Fransk racerkører omkommer i Formel 2-løb

Lørdag omkom den franske Formel 2-kører Anthoine Hubert på Spa-banen i Belgien.

MOTORSPORT Ligesom Formel 1-kørerne var Formel 2-kørerne samlet i weekenden for at køre på Spa-banen i Belgien.

I Formel 2-løbet lørdag mistede franske Anthoine Hubert livet, efter at flere kørere kørte galt.

Det meddeler Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) i et opslag på Facebook.

22-årige Hubert, der kørte for holdet BWT Arden, var involveret i en stor ulykke, der foregik i høj hastighed og omfattede flere kørere.

Ulykken skete klokken 17.07, og Hubert afgik ved døden halvanden time senere.

Hubert ramte barrieren og blev efterfølgende ramt af Juan Manuel Correa. Sidstnævnte kom også til skade, men hans tilstand er ifølge FIA stabil.

Også Giuliano Alesi var involveret i ulykken, men han slap uden alvorlige skader.

- FIA støtter op om løbsarrangørerne og de relevante myndigheder og har indledt en undersøgelse af ulykken, skriver organisationen.

Løbet blev med det samme afbrudt, mens læger tilså de forulykkede kørere. Umiddelbart efter blev det aflyst.

Som følge af ulykken valgte Formel 1-holdene Mercedes og Renault at aflyse deres planlagte presseseancer.

Efterfølgende har den femdobbelte verdensmester Lewis Hamilton begrædt tabet af Anthoine Hubert på Instagram.

- Det er frygteligt. Gud må bringe din sjæl hvile. Mine bønner og tanker er med dig og din familie i dag, skriver han.

Også hos McLaren er man rystet over den tragiske ulykke. Det skriver Formel 1-holdet på Twitter.

- Det er med stor sorg, at McLaren Racing har hørt om tabet af Anthoine Hubert i dagens Formel 2-løb. Holdet sender sin dybtfølte kondolencer til Anthoines familie, pårørende, kolleger på Arden-holdet og hele Formel 2-fællesskabet, skriver McLaren.

Hubert havde vundet to Formel 2-løb i denne sæson og lå nummer otte i den samlede stilling.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141