23948sdkhjf

Folkeskoleelever snuser til motorer i undervisningen

Folkeskoleklasser står på venteliste. Undersøgelse viser, at 82 procent af eleverne via projektet får større interesse for faget.

Der er på flere måder fuld fart på undervisningen, når folkeskoleeleverne i de ældste klasser får lov at arbejde med motorer, motorsport og biler på tværs af flere fag i skolen.

I fag som samfundsfag, matematik, fysik/kemi og idræt, kommer eleverne rundt om bilismens historie, bilen og samfundet, miljøbelastning, fysisk træning og så bliver det til en del erhvervskendskab, når en elev/lærling, som har valgt autobranchen, kommer forbi og fortæller om sin uddannelse.

To gange i løbet af de fire uger er eleverne på en lokal gokartbane, hvor de prøver teori af i praksis og laver målinger, som skal bruges til videre opgaver. Det gælder for eksempel Co2-målinger og omgangstider.

Ventelister
I dette skoleår var det målsætningen at 40 skoleklasser skulle igennem undervisningsforløbet, men 53 klasser er tilmeldt og 10 står på venteliste.

"Hestekræfter på skoleskemaet" er titlen på undervisningen, der er skabt af Dansk Automobil Sports Union (DASU) og bliver til i samarbejde med AutoBranchen Danmark og Dansk Metal, som er henholdsvis brancheorganisation for virksomhederne, og fagforbund for medarbejderne. Økonomisk har Villum Fonden givet penge til, at projektet er muligt.

82 procent begejstring
- Vi begyndte for alvor 1. januar med at rulle dette undervisningsforløb ud over hele landet, og særligt i dette skoleår er det gået stærkt, fortæller Mikkel Bøyesen, der er projektleder i DASU og selv står for undervisningen, når eleverne er på gokartbanen. Al den anden undervisning klarer klassens sædvanlige lærere.

- En undersøgelse, vi lavede i sommer viste, at 82 procent af eleverne har fået større interesse for faget efter, at de har arbejdet på denne måde. Det er vi meget begejstrede for. Og forhåbentlig vil flere dyrke motorsport eller arbejde i autobranchen i de kommende år, siger han videre.

Når en ung lærling fortæller folkeskoleeleverne om sit valg af uddannelse, så kommer han eller hun fra en af AutoBranchen Danmarks medlemsvirksomheder eller fra en erhvervsskole i lokalområdet. Håbet er, at det giver flere unge mennesker interesse for at arbejde med biler.

Spændende udvikling
- Vores branche er midt i en meget spændende udvikling med masser af karrieremuligheder for både kvinder og mænd. Vi ser en fremtid med mere og mere IT til problemløsning i bilerne og en hel masse anden teknologi. Der er foreløbig ikke så mange kvinder i branchen, men de kvindelige mekanikere, karrosseriteknikere og autolakerere klarer sig rigtigt godt. Det gør de kvindelige sælgere i øvrigt også. Fælles for begge køn er, at de nyuddannede kommer ud med en uvurderlig teknisk viden, så der er virkelig efterspørgsel efter den motiverede medarbejder, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

Flere analyser peger på, at Danmark står til at mangle 60.000 eller flere faglærte allerede om få år. Autobranchen er en af de brancher, som kommer til at mangle. Derfor er karrieremulighederne mange, og fælles for alle uddannelserne er, at de giver flere muligheder for at komme videre i branchen bagefter. 



Artiklen er en del af temaet Min Fremtid 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109