23948sdkhjf

Lego-mand bag prisbillig vaskekæde

NemBilvask skal bredes ud i landet med kvalitetsvask på abonnementsordninger til private og virksomheder.

BILVASK Vi får at vide, at biler skal vaskes i vaskehal - ikke hjemme i carporten til skade for grundvandet. Det er med til at sende flere danskere i vaskehaller. Nu investerer LEGO-arvingen Anders Kirk Johansen og erhvervsmanden Magnus Kjøller tilsammen et tocifret millionbeløb i selskabet NemBilvask. Investeringen sker med en ambition om, at konceptet, med de nuværende to vaskestationer ved Vejle, skal bredes ud over hele landet. Målet over de næste to år er at etablere NemBilvask i 25 forskellige danske byer.

Adm. direktør hos NemBilvask, Martin Kirkemann Fisker, forklarer, at NemBilvask adskiller sig fra landets øvrige bilvask-koncepter ved at satse på kvalitet samtidig med, at skaleringen kan holde vaskeprisen på et konkurrencedygtigt niveau.

- Vi går ind og optimerer på de bedste og dyreste kvalitetsvaske og sikrer, at bilen vaskes med de bedste produkter, som er svanemærket, og hvor 95 procent af vandet genanvendes. Desuden har vi et weekendkoncept, hvor vores vaskehaller er bemandede, så der er gratis forvask, ligesom kunderne kan forsyne sig med en kop kaffe i venterummet. Kort sagt vil vi levere bilvask i en højere kvalitet, og hvor kundeoplevelsen skal være helt i top, siger Martin Kirkemann Fisker.

Kundernes foretrukne

Ambitionen er, at NemBilvask i løbet af nogle få år skal være kundernes foretrukne og Danmarks største og førende bilvaskefirma. Ikke mindst satser selskabet på at etablere abonnementsordninger til både private og virksomheder.

- Jeg er ikke i tvivl om, at konceptet vil blive vel modtaget hos de danske bilejere. Der er brug for vaskehaller, som ikke efterlader ridsede biler, og hvor servicen er i top. Vi har kunnet se på NemBilvasks to vaskestationer, at konceptet i den grad holder. Derfor går jeg nu, sammen med Magnus Kjøller, ind og stiller den kapital til rådighed, som for alvor skal sætte turbo på væksten. Jeg glæder mig utroligt meget til at være en del af det her, siger Anders Kirk Johansen.

Vækstrejse forude

Også Magnus Kjøller ser frem til at følge sin investering.

- Da jeg fik præsenteret konceptet NemBilvask, var jeg ikke i tvivl om, at det var en rejse, jeg ønskede at være en del af. Derfor investerer jeg nu, sammen med Anders Kirk Johansen, i NemBilvask og den fremtidige vækstrejse, siger Magnus Kjøller.

Tre nye om hjørnet

NemBilvask åbnede sin første vaskehal i 2018 og sin anden i sommeren 2019. Begge vaskestationer er placeret i og omkring Vejle. Inden længe åbner NemBilvask yderligere tre vaskestationer - en hos luksusbilhuset MyGarage i Vejle og to i Hjørring.kile

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093