23948sdkhjf

Ikoniske Fiat 500 som avanceret elbil

Med 320 kilometer rækkevidde, hurtigopladning og omfattende sikkerhedsudstyr lanceres alle tiders lille darling til august i topudgave til små 300.000 kroner.

BILNYT Ikke mange forbinder vist autonom kørsel med den lille italienske bybil så buttet som fyldt ravioli-pasta, Fiat 500. Men det er muligt i den nye model, hvor det sidste nul i 500 grafisk erstattes af et ”e” bag på bilen. Hvorfor? Fordi det er en elbil; den første fra Fiat Chrysler Automobiles, FCA, der forleden blev præsenteret for verden i Milano.

Det lille bil-ikon tager dermed et stort skridt ind i fremtiden. Elbil-udgaven får en rækkevidde på op til 320 km (WLTP), og den byder også på nyt infotainmentsystem med 10,25 tommer touchskærm, nye avancerede sikkerhedssystemer og det højeste niveau af autonom kørsel for sin klasse, niveau 2, i kraft af adaptiv fartpilot, vognbanecentrering og overvågningssystemer rundt om bilen.

 Pris som en ID.3

Den hidtil prisbillige mikrobil kommer, i den elektriske topudgave, til at koste 290.000 kroner, når den til efteråret lanceres her i landet udelukkende i topudgaven La Prima. Det matcher prisen på den større VW ID.3

Den nye Fiat 500 ligner – naturligvis - sin storsælgende forgænger, der har holdt hånden under Fiat i verden og også herhjemme gennem årtier. Men bilen er vokset seks centimeter i bredde og længde. Akselafstanden er forlænget to centimeter.

 Hurtig opladning

Især kundernes rækkevidde-forskrækkelse gør FCA først og fremmest gør op med i forbindelse med lanceringen af bilen.

Fiat 500e har et batteri på 42 kWh, der giver mulighed for hurtigladning med op til 85 kW. Dermed kan man lade til 50 kilometers kørsel på 5 minutter, hvilket er mere end de fleste kører på en almindelig dag. På 35 minutter kan man oplade batteriet til 80 procent.

Til hjemmeladning kommer Fiat 500 la Prima med en Easy Wallbox til et almindeligt stik, der kan lade med 3 kW, men den kan også forbindes til et kraftstik hjemme, monteret af en professionel installatør, som bringer effekten op på 7,4 kW og fuld opladning på 6 timer. Bilen kommer desuden med et mode-3-kabel for opladning fra offentlige ladestandere. Tre valgfrie køreprogrammer, med mere eller mindre motorbremse, optimerer strømforbruget under kørsel, ligesom sædevarme og klimaanlæg slukkes automatisk, men kan aktiveres igen af føreren.

 Første FCA-bil med Uconnect

Den nye Fiat 500 er første model fra FCA med det nye infotainmentsystem Uconnect 5, der via en app blandt andet giver mulighed for at styre opladningen, finde bilen, låse op eller i, indstille klimaanlægget og tjekke bilens teknik fra en smartphone. Systemet alarmerer også ved tyveri af bilen, ligesom føreren kan komme i kontakt med en FCA-servicemedarbejder i tilfælde af nedbrud eller uheld.

La Prima er desuden markedet første elektriske, firesæders cabriolet, idet den har folde-stoftag. Topmodellen har blandt andet også intelligent hastighedskontrol, fuld LED-forlygter, bakkamera og 17’’ alufælge.

Produktionen af den nuværende Fiat 500 fortsætter med benzinmotor, der er helt ny og har fået tilføjet mild-hybridteknik.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.214