23948sdkhjf

Dystre udsigter for bilsalget

Ni ud af ti danske bilforhandlere forventer et drastisk fald i antal solgte biler i årets andet kvartal, viser ny undersøgelse.

SORTSYN En spritny medlemsundersøgelse fra AutoBranchen Danmark varsler dyster udsigter for årets andet kvartal. Undersøgelsen viser, at ni ud af ti danske bilforhandlere forventer et drastisk fald i antal solgte biler i andet kvartal 2020 kontra 2019 som følge af coronakrisen.

Gitte Seeberg, adm. direktør hos AutoBranchen Danmark, er ikke overrasket over de dystre fremtidsudsigter.

- De seneste bilsalgstal for marts 2020 viser, at antallet af nye biler indregistreret er faldet til 2013-niveau som følge af coronakrisen. Det rammer hele branchen hårdt i øjeblikket, siger Gitte Seeberg.

Udskyd registreringsafgiften

Situationen understreger et akut behov for likviditet blandt en lang række bilforhandlere og værksteder, der beskæftiger mange danskere bredt fordelt i hele landet.

- Politikerne bør udskyde inddrivelsen af registreringsafgiften på biler i mindst tre, men helst seks måneder. Det vil give et pusterum til mange trængte virksomheder. Vi har formentlig ikke set bunden endnu, og derfor er der stadig mange arbejdspladser på spil i autobranchen, udtaler Gitte Seeberg.

Fremgang til elbilerne

Godt halvdelen af respondenterne i undersøgelsen forudser, at der bliver solgt ‘markant flere’ eller ‘lidt flere’ elbiler i andet kvartal 2020 end i 2019. Før påsken 2020 vedtog et flertal på Christiansborg desuden, at man fremrykker 50 mio. kr. fra det store energiforlig 2018. Puljen skal bruges på flere ladestandere – både i byerne, på landet og langs motorvejsnettet.

- Det er godt, at der politisk fokus på den meget vigtige infrastruktur. AutoBranchen Danmark ser gerne, at der afsættes endnu flere midler til opsætningen af ladestandere på den korte bane. Ifølge besvarelserne i undersøgelsen er det et afgørende parameter for, at den grønne omstilling kommer til at lykkes. Samtidig er det en god mulighed for at skabe arbejdspladser i kølvandet på coronakrisen, siger Gitte Seeberg og tilføjer:

- Der er dog fortsat et behov for en samlet plan på området for grønne biler i Danmark. Både bilforhandlere, forbrugere og øvrige aktører som kredser om elektriske biler har været udsat for et rutsjebane-forløb over flere år. Det betyder, at der usikkerhed forbundet med elbiler som investering, og det er skidt for udviklingsmulighederne.

I medlemsundersøgelsen er det under to procent af respondenterne som tror på, at Danmark har en million elbiler i 2030, som er den politisk vision, der skabte den såkaldte transportkommission. I alt har 130 medlemsvirksomheder af AutoBranchen Danmark deltaget i undersøgelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.213