23948sdkhjf

Ny værkstedskæde til Danmark

Autogrossisten City Car Parts i Hundested udbyder nu den italienske Magneti Marelli Checkstar værkstedskæde til danske autoværksteder. Målet er at nå 80-100 Checkstar værksteder i Danmark.

VÆRKSTEDSKÆDE Den nye danske autogrossist, City Car Parts, som åbnede for tre år siden i Hundested, er nu klar i Danmark med den italienske Magneti Marelli Checkstar værkstedskæde, som omfatter 4000 værksteder på verdensplan, primært i Sydeuropa.

Indtil videre er de blå og gule Magneti Marelli skilte og pyloner kommet op ved brødrene Dans eget værksted, Hundested Auto- og Dækcenter, samt ved Bilhuset Engmark i Hillerød, som de overtog den 1. december 2019.

- Vi slår i kæden på kvalitet, diagnoseudstyr og reservedele af kendte mærker. Og så skal værkstederne i vores kæde have det godt via grossistpriser på dele, som typisk giver en rabat på 60-70 procent, siger 35-årige Branislav Dan under i samtale med Motor-magasinet i Hundested i mandags.

- Målet er at nå 80-100 Checkstar værksteder i Danmark inden for 5-6 år, tilføjer han.

Betaler månedligt gebyr

- Jeg tror, der er behov for noget nyt i Danmark. Noget helt andet, som er billigt og nemt at være med i, forklarer Branislav Dan.

Han oplyser, at de tilsluttede værksteder betaler et månedligt gebyr startende fra kr. 5000 efter antallet af mekanikere.

101 år med Magneti Marelli

Magneti Marellis historie begyndte i 1919. Firmaet blev grundlagt af Ercole Marelli, og sammen med Fiat var de kendt som F.I.M.M. (Fabbrica Italiana Magneti Marelli) og fremstillede elektrisk udstyr. I dag udvikler selskabet elektroniske systemer, suspensionssystemer, udstødningssystemer, motorer og gearkasser, lys samt en lang række reservedele som batterier, tændrør, bremsekoldser og filtre til biler.
Magneti Marelli findes i 19 lande i Europa, Asien samt Nord- og Sydamerika. Det omfatter 89 fabrikker, 12 udviklings- og forskningscentre og 30 montageenheder. Antallet af ansatte overstiger 43.000 personer.
Selskabets omsætning udgjorde i 2016 7,9 milliarder euro (tæt ved 60 milliarder danske kroner).
Firmaets hovedkvarter er beliggende i Corbetta ved Milano i Italien.
Selskabet er i dag ejet af japanske Calsonic Kansei, og for et år siden – i maj 2019 – oplystes det, at de to selskaber skulle samles under ét mærke, nemlig Marelli.
Samlet har Calsonic Kansei og Magneti Marelli 170 faciliteter verden over samt 62.000 ansatte.
Checkstar værksteds konceptet er fra 2005.
Eftermarkeds divisionen omfatter over 80.000 dele.



Kontrol og kurser

Han oplyser videre, at de tilknyttede værksteder først skal godkendes, og at de skal tilknyttes en værkstedskontrol via TI eller FDM.

Checkstar vil desuden omfatte kurser for mekanikere over et forløb på 2-3 år; de vil primært foregå ude på værkstederne.

En grundsten hos City Car Parts er et eget opbygget webkatalog under linket www.citycarparts.dk.

Kædechef udpeget

Opstarten af Magneti Marelli Checkstar værkstedskæden i Danmark har betydet, at City Car Parts har ansat 47-årige Bjarne Jensen som kædechef.
Han er oprindeligt uddannet pladesmed og har de sidste fem år arbejdet hos Brødrenes Autodele A/S (Auto-G) i Greve.
- Checkstar er et spændende koncept, og jeg ser meget store muligheder, selv om al begyndelse naturligvis er svær. Der skal masser af benarbejde til, så vores mærke bliver kendt, siger Bjarne Jensen, som fra 1. maj skal ud og besøge danske værksteder, der ønsker at være med i den nye kæde.
- Det er et unikt koncept med meget attraktive priser på delene, tilføjer han.

Imperium i Hundested

Desuden omfatter samarbejdet med grossisten også en række tekniske data, support, hotline og kundestyringssystem, påpeger Branislav Dan.

Sammen med sin seks år ældre storebror, Lazar Dan, etablerede han tilbage i 2006 Hundested Auto- og Dækcenter (tidligere Bosch Car Service) på Ullerup Skovvej i Hundested. Og siden er det gået stærkt fremad for de to Dan-brødre.

Brdr. Dan Biler A/S omfatter således i dag både værksted med 18 lifte i Hundested, brugtbilforretning, autogrossist og lager, som beskæftiger fire mand, pladeværksted med tre pladesmede, Suvo rustbeskyttelse og et helt nyt autolakereri - foruden bilhuset i Hillerød.

Alligevel er Branislav Dan allerede på udkik efter mere værkstedskapacitet i en større by på Sjælland, siger han.

Samlet tæller hele koncernen 28 medarbejdere som mekanikere, reservedelssælgere,,bilsælgere, lagerfolk og så videre.

- Og vi forventer at ansætte flere i 2020, siger Branislav Dan.

Stor travlhed

- Vi har aldrig haft så travlt på vores værksteder. Vi er gået op med cirka 30 procent siden januar i år, fortæller Branislav Dan.
- Vi kunne sagtens bruge 3-4 mand ekstra i Hundested og Hillerød lige nu, tilføjer han.
Han mener, at det blandt andet er de blå/gule Magneti Marelli Checkstar skilte, der har skabt fremgangen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094