23948sdkhjf

Medvind til bilforhandlere

Brdr-Dan Biler og Coastcar ekspanderer.

BILSALG Autobranchen har været ramt af coronakrisen, men brugtvognsforhandlerne Brdr-Dan Biler og Coastcar melder om medvind og flytter derfor til større ejendomme.

Brdr-Dan Biler flytter til et 1600 kvadratmeter stort bilhus i Hillerød, mens Coastcar fremover vil holde til i Formula Automobiles tidligere domicil i Allerød, oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, der har stået for udlejningerne.

Brugtvognsforhandlerne Brdr-Dan Biler og Coastcar frygtede, hvordan coronakrisen ville ramme deres branche, men hurtigt fandt de ud af, at de kunne ånde lettet op.

Over al forventning i Allerød

Jesper Gade, forretningsudvikler i Coastcar, fortæller:

- I leasingbranchen går det sjældent godt i december og januar, og også denne gang var det vores lavmåneder. Så da coronakrisen ramte Danmark, blev vi meget nervøse for, at den ville påvirke vores virksomhed negativt. Men så slog vi vores hidtidige rekord i april, og det samme gjorde vi måneden efter, og så skete det igen i juni, så det går virkelig over al forventning.

- Nyvognsforhandlerne har haft en hård tid, blandt andet fordi der ikke har været nye biler nok, men vi brugtvognsforhandlere er kommet godt gennem coronakrisen, og jeg forventer, at mundbindskravet og kravet om pladsreservation kun vil gøre, at vi får endnu mere travlt med at lease vores premiumbiler, siger Jesper Gade.

Succes med koncept

Branislav Dan, direktør for Brdr-Dan Biler, melder også om vækst under coronakrisen:

- Vores koncept med at sælge 1-3 år gamle premiumbiler er kun gået fremad. Det er et godt koncept, der tiltaler mange kunder. Jeg tror, det er den vigtigste grund til, at vi udelukkende har oplevet fremgang under coronakrisen - vi har ganske enkelt et koncept, der holder.

- Efter coronakrisen kom til Danmark har vi også haft endnu mere travlt på værkstedet. Jeg tror, det hænger sammen med, at folk har haft mere tid derhjemme og derfor har gjort mere ud af at sammenligne priserne. Vores værksted er 30-40 procent billigere end mærkeværkstederne, så jeg tror, at flere og flere har fået øjnene op for de billige priser, vi som frit værksted kan tilbyde, udtaler Branislav Dan ifølge pressemeddelelsen fra EDC Erhverv.

Hillerød en rigtig bilby

Væksten har betydet, at Brdr-Dan Biler og Coastcar er vokset ud af deres nuværende lokaler. Brdr-Dan Biler har allerede et bilhus i Hundested og Bilhuset Engmark i Hillerød, men de har brug for endnu mere plads.

Derfor valgte de at bide på Vølundsvej 2 i Hillerød, da ejendommen kom på markedet. Branislav Dan fortæller om valget af ejendommen:

- Hillerød er en rigtig bilby, så der skulle vi selvfølgelig også holde til. Placeringen er perfekt, og selve ejendommen passer godt til vores behov. Vi havde brug for udstillingsplads til vores premiumbiler, og derudover var det centralt for os, at der var et stort værksted. Vi er meget glade for vores nye adresse, og vi glæder os til at servicere kunder i Hillerød.

De sidste 11 år har ejendommen været Volvo-hus. De flyttede, da de blev opkøbt af Autohuset Vestergaard, og de er nu flyttet sammen med Opel i et nyere bilhus i Hillerød.

Lejer markant ejendom

Både vækst og en ny virksomhedsstrategi er baggrunden for, at Coastcar har valgt at flytte fra Hørsholm til den markante ejendom på Bjarkesvej 3 i Allerød:

- Vi faldt virkelig for den fantastiske ejendom i Allerød. Vi har lavet en strategisk satsning mod erhvervskunder, og vi tror på, at det hus kan være med til at løfte os til det næste niveau. Da vi fik vist ejendommen, vidste vi, at det skulle være den, udtaler Jesper Gade.

Ejendommen blev oprindeligt opført i 2002 som domicil for Formula Automobile A/S, der forhandler de eksklusive bilmærker Ferrari og Maserati. Formula voksede ud af de fysiske rammer og flyttede i 2019 til et nyopført domicil i Lyngby. Ejendommen er efterfølgende blevet solgt til en privat ejendomsinvestor.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25