Støttepartier dumper regeringens bil-udspil
POLITIK Meget grønt. Meget ambitiøst. Meget ansvarligt.
Sådan lyder det fra regeringen, når den skal beskrive sit vejtransportudspil.
Blandt støttepartierne er bedømmelsen dårligere end lunken: Uambitiøst. Dumpet. Sløvt.
Sådan lyder det fra Enhedslisten, De Radikale og SF, efter at regeringen torsdag har fremlagt sit udspil.
Og så er linjerne trukket op til de - formentlig meget svære - forhandlinger, der venter i efteråret, og som begyndte med et sættemøde torsdag aften i skatteministeriet.
Skatteminister Morten Bødskov (S) har lyttet til kritikken. Men fastholder, at regeringen er ambitiøs på området.
- I år kører der i omegnen af 40.000-45.000 grønne biler på de danske veje. Regeringen lægger op til, at vi i 2030 har en halv million. Det er altså mange. Og så siger vi endda mere end det dobbelte i 2035, siger Bødskov.
Regeringens ambition er altså 500.000 elbiler i 2030. Udspillet indeholder blandt andet kilometerbaseret vejafgift på tung transport, altså eksempelvis de tunge lastbiler, og øget krav til iblanding af biobrændsel i benzin- og dieselbilers brændstoftanke.
I backgear
Det vil ifølge regeringen bidrage med én million tons reduktion af CO2-udledning i 2030, og tiltagene vil ifølge regeringen altså blandt andet betyde, at der vil være over en million grønne biler i 2035.
Enhedslisten hæfter sig ved, at 500.000 elbiler er under det mål på én million, som Klimarådet har anbefalet, og også under de 750.000, som elbilskommissionen har talt for.
SF mener, at regeringen nærmest har sat bilen i bakgear, når det kommer til den grønne omstilling.
Morten Bødskov erkender, at parterne ikke ser ens på emnet. Men for regeringen handler det også om, at der ikke må slås "et kæmpe hul i kassen", så andet i samfundet må nedprioriteres.
- Man kan sagtens ønske sig flere elbiler og hæve ambitionsniveauet, men så må man forklare og vise, hvem der så skal betale regningen for det. Er det bilejerne og familierne? Eller er det de penge, vi i forvejen har afsat til investeringer i uddannelse, i forskning, i børn, ældre og syges velfærd, siger skatteministeren og fortsætter:
- Jeg håber, at vi kan lave en hurtig og bred aftale. Det er det, branchen også efterspørger, så de ved, hvilke biler de skal importere fremover, siger skatteministeren.
Fast står det dog, at 500.000 elbiler i 2030 ikke er spiseligt for støttepartierne. På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen vil holde fast i 500.000 elbiler i 2030, svarer Bødskov:
- Regeringen er en mindretalsregering, så vi skal finde et flertal for vores udspil. Og derfor ser jeg frem til de drøftelser, vi får med Folketingets partier nu. Hvis man vil mere, må man anvise, hvor pengene skal komme fra. Hvis man kræver, at det skal være 750.000 eller én million i 2030, så er det selvfølgelig den diskussion, vi skal have, siger ministeren.
Vil arbejde for forbud
Desuden vil regeringen arbejde for, at der i EU fremlægges ambitiøse planer for udfasning af diesel og benzinbiler og mulighed for forbud mod salg af fossile biler.
Regeringens udspil kommer, efter at elbilskommissionen for nylig fremlagde en rapport med fire forskellige løsningsmodeller. Det var på henholdsvis 500.000, 600.000, 750.000 eller en million elbiler i 2030.
Kommissionen konkluderede, at 500.000 elbiler i 2030 "ikke opfylder kommissoriets målsætning om en væsentlig forøgelse af antallet af nul- og lavemissionsbiler og en deraf følgende reduktion af CO2-udledningerne".
Det kommer bilerne til at koste
Elbiler
Ved de gældende regler betales der for elbiler 20 procent af den samlede beregnede registreringsafgift, samtidig med at der gives et bundfradrag på 40.000 kroner. Det medfører, at elbiler til under 400.000 kroner betaler nul kroner i registreringsafgift. De planlagte afgiftsstigninger står til at stige til 65 procent i 2021. Den stigning er annulleret i regeringens udspil.
De nuværende regler betyder samtidig, at større elbiler opnår de største afgiftsrabatter. I regeringens udspil lægges der op til at tildele de dyrere elbiler (over kr. 400.000) en afgift på 65 pct. Derved vil en Porsche Taycan koste 1,8 millioner kroner i 2020, hvoraf registreringsafgiften udgør knap 300.000 kroner. Til sammenligning koster en Porsche Panamera 4S Sport Tourismo (benzin) i gennemsnit cirka 2,6 millioner kroner, hvoraf registreringsafgiften udgør cirka 1,5 millioner kroner.
Med regeringens udspil bliver en Tesla 3 eller en Audi E-Tron kr. 58.000 billigere, mens en Nissan Leaf eller E-Golf bliver kr. 12.700 billigere. En Renault Zoe eller en BMW i3 bliver kr. 11.900 billigere.
Konventionelle biler
Fossilbiler får ifølge regeringens udspil en afgiftsstigning på mellem 0,7-3,8 procent, hvor de største afgiftsstigninger bliver pålagt de dyreste biler. En Peugeot 208 bliver således kr. 1.200 dyrere, mens en mellemklassebil som Nissan Qashqai eller en VW Golf bliver kr. 4.200 dyrere. En premiumbil som Audi A6 og BMW 5 bliver kr. 16.800 dyrere, mens luksusbiler BMW 7 stiger kr. 53800.
Alle priseksempler er under forudsætning af, at bilernes pris ekskl. registreringsafgift er uændrede efter omlægningen.
Kilde: Skatteministeriet
Kilde: Ritzau/red.