Dødsfald: Poul Lysen Hansen
Bilforhandler Poul Lysen Hansen fra Lysen Biler i Sorø gik bort fredag 9. oktober efter længere tids sygdom. Det oplyser hans sønner, Anders og Christian Lysen.
"Vores højt elskede far, Poul Lysen Hansen, er desværre efter lang tids sygdom stille sovet ind fredag den 9. oktober, omgivet af sin nærmeste familie," skriver de på Facebook.
Poul Hansen - eller ph, som han blev kaldt - startede som Toyota-forhandler i 1979 i Sorø sammen med sin hustru, Birgit.
I 2007 kom sønnerne Anders og Christian med i forretningen, hvorefter Toyota gled ud, og ind kom Suzuki og Nissan; senere også Mitsubishi, Fiat samt Mazda og i dag med 52 ansatte og afdelinger i Næstved og Ringsted.
Især som Suzuki-forhandler er Lysen Biler blevet bemærket - flere gange som Årets Suzuki-forhandler.
Poul Hansen havde stor passion for biler og motorsport, og det blev også til flere veteranbiler, som han selv restaurerede.
I en årrække var Poul også aktiv i den daværende Toyota-forhandlerforening, hvor det blev til mange spændende rejser og venskaber, som Poul til det sidste stadig plejede.
Coronarestriktioner gør, at der ikke vil være åbent for alle til bisættelsen, som finder sted sidst på ugen. I stedet vil der efterfølgende være lejlighed til at vise sin medfølelse, når der bliver kørt kortege fra Pedersborg Kirke til Lysen Biler i Sorø, meddeler familien.