23948sdkhjf

Bilsportschef: Magnussen var klar til F1-topjob

Sportschefen hos Dansk Automobil Sports Union (Dasu), Bo Baltzer Nielsen, er ked af, at Kevin Magnussen er færdig i Formel 1, for danskeren har kvaliteterne til at køre i topklassen.

- Jeg synes, der er noget uforløst potentiale i Kevin, for hans resultater afspejler ikke, hvad han kunne have opnået, hvis timingen havde været bedre.

- Med hans erfaring og alder in mente så synes jeg, at han var klar til et topjob i Formel 1, siger Bo Baltzer Nielsen.

Et job i Formel 1 bliver det dog ikke til for danskeren. Han har torsdag udtalt til B.T., at han, når sæsonen er færdig, vil søge nye udfordringer i en anden klasse end formel 1.

Dermed nåede danskeren at have syv år i Formel 1-klassen, hvor han dog var reservekører for McLaren i 2015.

- Da han kom ind hos McLaren, var holdet på vej ned. Han røg ud lidt uforskyldt, synes jeg, men kom tilbage igen, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Det viser, at man har gjort et vist indtryk.

- Men desværre har Haas i de seneste to år ikke bygget en bil, der er konkurrencedygtig med det øvrige felt, siger Bo Baltzer Nielsen.

Magnussens valg om at søge nye udfordringer, forstår sportschefen. Danskeren havde nemlig udsigt til endnu en sæson bagest i feltet, da Haas ikke kommer til at ændre på bilen.

Bo Baltzer Nielsen ser blandt andet muligheder på den anden side af Atlanten for danskeren, hvor der både køres Indycar og Nascar. Jobmulighederne er i hvert fald til stede, mener han.

- Han er et kendt og også anerkendt navn. Har man seks år i Formel 1 på CV’et, viser det, at man kan noget. Over 100 Formel 1-løb kommer ikke af sig selv.

- Så jeg håber, Kevin finder et sted, hvor han kan komme til at vinde løb igen, siger Bo Baltzer Nielsen.

Kevin Magnussen nåede at køre to år for McLaren, et år for Renault og fire år for Haas, hvor han stadig har seks løb tilbage i sæsonen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.154