23948sdkhjf

Wammen vil snart gøre statens milliardindkøb grønne

Det er et ønske fra erhvervslivet, at staten køber bæredygtigt ind. Det er regeringen klar til "meget snart".

Regeringen er på trapperne med et udspil, der skal sikre, at det trecifrede milliardbeløb, det offentlige årligt køber ind for, sker grønt.

Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag efter et møde med repræsentanter for de 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet, regeringen dannede i 2019.

- Noget af det, erhvervslivet lægger meget vægt på, er, at staten har et stærkt fokus på grønne indkøb. Staten er jo en kæmpe indkøber, der kan være med til at drive en forandring. Det er et vigtigt bidrag fra erhvervslivet, som vi har taget til os, siger ministeren.

Det er da heller ikke småpenge, det offentligt årligt køber ind for. Ifølge SKI, Staten og Kommunernes Indkøbsservice, køber det offentlige for omkring 365 milliarder kroner hos private virksomheder hvert år.

- Det er alt fra indkøb af biler, mad til vores kantiner og så videre. Vi er jo en kæmpestor kunde.

- Hvis vi lægger vores milliarder mere grønt, så er det noget, der både hjælper de virksomheder, der producerer grønt, og som gør en forskel for den grønne omstilling, siger Nicolai Wammen.

Finansministeren medgiver, at grønnere indkøb kan gøre regningen større for staten, der allerede står med markante udgifter til hjælpepakker og covid-19-krise.

- Det er naturligt, at nogen produkter er dyrere, hvis de skal købes klimavenligt. Men vi er i gang med en kæmpe omstilling i hele verden, så man arbejder heldigvis i retning af mere grønne løsninger. Og det er pengene værd, at vi gør det grønt, siger Nicolai Wammen.

Nicolai Wammen siger, at der både ligger penge i den krigskasse på små 10 milliarder kroner, regeringen har lagt op til i sit forslag til en finanslov, samt den klimareserve, der er sat til side.

- Vi har mange muligheder for grøn omstilling lige nu, når vi forhandler en grøn skattereform, bilafgifter, finanslov og landbrug. Der er penge til det og jeg håber, der også er politisk vilje, siger ministeren.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14