23948sdkhjf

Robotter styrer på lageret

Autogrossisten CAC og au2parts i Glostrup ved København indfører robotteknologi.

LOGISTIK Efter sidste forår at have idriftsat et større robotanlæg på hovedlageret i Aarhus, har CAC nu indgået aftale om et robotanlæg på selskabets adresse i Glostrup. Det er en samlet investering på 20 mio. kroner, som vil være med til at sikre både CAC og au2parts større lagerkapacitet med hurtigere tilgængelighed.

CAC’s adm. direktør, Thomas Jensen, glæder sig over investeringen.

- Vi opererer i en meget omskiftelig branche, hvor kravene til programbredde og effektivitet konstant stiger. Vi skal som leverandør til den professionelle autobranche kunne håndtere flere og flere varer med færre ressourcer. I denne forbindelse er et AutoStore anlæg en oplagt løsning, fordi teknologien kan indpasses i eksisterende lagerfaciliteter. Vi er derfor glade for, at vores bestyrelse netop har godkendt den store investering. Det sender et klart signal til både vores medarbejdere, vores leverandører og vores kunder, om, at vi i CAC og au2parts tror på fremtiden. Samtidig giver løsningen os et tiltrængt løft af kapaciteten, hvor bredden af varer konstant udvides for at kunne servicere vores kunder.

På både CAC’s og au2parts’ lager i Glostrup er man derfor i fuld gang med at flytte rundt på alle varerne for at skabe den nødvendige plads til det kommende AutoStore anlæg.

Anlægget får i første omgang en kapacitet på godt 43.000 kasser, som vil blive stablet i søjler af 15 kasser, som hentes og bringes til 3 plukstationer af 16 robotter. Robotanlægget forventes at indeholde 88% af alle lagerførte varer. Ved siden af dette, vil der stadig være ca. 10.000 varer, der ikke kan passe ind i anlægget - fx udstødning, ruder og dæk. CAC har derfor netop udvidet sit eksisterende lejemål med yderligere 750m2.

Fra Aarhus genopfylder man alle au2parts lagre om natten. Glostrup lageret er mere baseret på hasteordrer til kunder på Sjælland, og vil derfor kun indeholde ca. 62.000 forskellige lagerførte varer mod knap 80.000 i Aarhus. Af samme grund har man til Glostrup anlægget valgt kasser med en højde på kun 20 cm mod 30 cm i Aarhus.

Kopi af anlægget i Aarhus

CAC’s IT & Logistikchef, Asger Poulsen, er sammen med Lagerchef, Lars Riedel-Jørgensen, projektansvarlige for det nye anlæg.

- Vi kender jo både produktet og procedurerne, da anlægget i Glostrup i princippet er en kopi af vores anlæg i Aarhus, dog i mindre format. I Aarhus har vi nu kørt med vores AutoStore anlæg i 1½ år og kan fastslå, at det kører rigtig fint. Oppetiden er langt over 99%, og plukhastigheden lever op til alle vores forventninger, siger Asger Poulsen.

Lars Riedel-Jørgensen, der tidligere boede på Sjælland, men nu er flyttet til Østjylland, må nu to dage ugentligt pendle til Glostrup.

- Ligesom i Aarhus, er det spændende og nødvendigt at være helt nede i alle detaljer for at sikre, at vi kommer godt i mål. Vores dygtige lokale folk har jo nok at gøre i det daglige, så Asger og jeg deles om at være i Glostrup for at styre flytningen af varer, ombygningen af lokalerne og opbygning af det nye anlæg.

I Aarhus tog det præcis 6 måneder fra projektet startede med at pakke varer ned fra de eksisterende reoler, indtil anlægget stod helt klar til brug. Det er forventningen, at det samme vil gøre sig gældende i Glostrup, og at anlægget derfor kan tages i brug til marts næste år. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127