23948sdkhjf

Flere køber grøn bil under forhandlinger om nye afgifter

Gennem noget tid har salget af opladelige biler været stigende herhjemme. Den tendens er fortsat i november, hvor salget af grønne biler har været højere end i samme måned sidste år. Det oplyser De Danske Bilimportører.

I november er der kommet 3954 nye el- og plug-in-hybridbiler på de danske veje. Derved har lidt over hver femte nykøbte bil - mere præcist 21,8 procent - i den forgangne måned været opladelig.

Det er en markant stigning i forhold til sidste år, hvor de grønne biler udgjorde 4,2 procent af nysalget i november.

Trecifret vækst i grønne biler

Salget af el- og plug-in-hybridbiler har isoleret set overgået sig selv med store længder i november sammenlignet med samme måned sidste år. Mens salget af elbiler er steget 364,4 procent i forhold til året før, er salget af plug-in-hybridbiler steget 413,1 procent.

Ifølge Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører, er der flere grunde til, at salget af de grønne biler er eksploderet i år.

- Én af dem er, at udvalget af grønne biler er blevet markant bedre, og derudover forbedres ladeinfrastrukturen måned for måned, siger han i pressemeddelelsen.

Afventer nye afgifter 

Den store stigning i salget af grønne biler sker i en tid, hvor der bliver forhandlet om nye bilafgifter. Det er forhandlinger, der har stået på siden september blandt Folketingets partier.

Hos bilimportørerne håber man, at der snart bliver indgået en aftale om nye grønne afgifter for personbiler, så man kan fastholde det grønne momentum, man har oplevet i salget de seneste måneder.

- Vi nærmer os årsskiftet, hvor afgifterne står til at stige markant, hvis ikke politikerne griber ind, siger Mads Rørvig.

En af årsagerne til, at de politiske forhandlinger har trukket ud, er, at regeringen og de andre partier ikke har kunnet få flere ender til at mødes. Der har særligt været delte meninger om, hvor mange grønne biler man vil have på de danske veje i 2030, og hvordan vejen dertil skal finansieres.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.178