JURAKLUMME: Hvad skal sælger erstatte?
JURAKLUMME: Vi ser relativt hyppigt, at forhandlere bliver mødt med nogle krav, som set fra forhandlerside kan opleves som helt ublu. Det er selvfølgelig berettiget, at en sælger skal afhjælpe mangler ved den købte bil, og i nogle tilfælde kan det også være berettiget, at købet ophæves, hvis fejlene ikke er blevet afhjulpet eller hvis manglerne er så væsentlige, at de ikke umiddelbart kan afhjælpes.
Spørgsmålet er om en køber har krav på anden erstatning, det kan f.eks. være finansieringsomkostninger, transportudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, forsikring, ejerafgift og lignende udgifter i forbindelse med ejerskab af en bil eller udgifter i forbindelse med afhjælpning.
De omkostninger, som typisk giver anledning til diskussion, er udgifter til transport til og fra værksted samt lånebil.
Lad mig slå det helt fast - en kunde har ikke et juridisk krav på at få stillet en anden bil til rådighed i forbindelse med afhjælpning af en mangel eller ved en garantireparation. Købeloven indeholder ikke en ret til en lånebil, og det er også de færreste garantier, der sikrer en sådan ret.
Der kan selvfølgelig ligge en aftale om det, og en sådan aftale vil være gældende, eller virksomheden kan som led i deres markedsføring tilbyde gratis lånebil ved reparationer.
Det eneste købeloven siger om lånebiler er i § 79, hvoraf det fremgår, at i vurderingen af om afhjælpning eller omlevering er sket inden rimelig tid, indgår bl.a. om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand (i vores tilfælde lånebil) til køberens rådighed. Sælgeren stiller altså sig selv bedre ved at give en gratis lånebil, men køberen har ikke et juridisk krav på det.
Hvem skal sørge for transporten?
Det andet hyppige diskussionspunkt er, hvem der skal sørge for transporten til værksted. Som udgangspunkt skal køberen stille bilen til rådighed for sælgeren, og hvis sælgeren vil benytte sig af sin afhjælpningsret, skal sælger også afholde rimelige transportomkostninger for at få bilen til og fra værksted.
Det er en konsekvens af, at afhjælpning skal være omkostningsfri for køberen. Det vil sige at sælger kan vælge at lade bilen afhente hos køber, som skal stille den til rådighed, eller han kan vælge at afholde køberens transportomkostninger til og fra værksted i form af brændstof og evt. bro- eller færgeudgift.
Hvis bilen kan køre og værkstedet ligger inden for en rimelig radius, som f.eks. storkøbenhavn, viser praksis også, at køber selv må sørge for transporten.
I en konkret afgørelse sagde ankenævnet faktisk, at en forbruger selv måtte sørge for at bilen kom fra Aalborg til Hjørring, hvor den var købt. Heldigvis løses mange af disse udfordringer i dag gennem enten mobilitetsservice, tilknyttet vejhjælp eller kundens egen vejhjælp.
Hvad med tabt arbejdsfortjeneste?
Køberen har ikke krav på godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, eller godtgørelse for den tid han har brugt på reklamationer, som vi somme tider ser regninger på. I praksis bliver sådanne krav som hovedregel altid afvist.
Som hovedregel har en køber heller ikke krav på godtgørelse for forsikring eller ejerafgift. Det er omkostninger, som er forbundet med at eje og benytte en bil, og derfor er det udgifter som ejeren selv må afholde, også selvom bilen er på værksted.
Der ses selvfølgelig konkrete afgørelser, hvor sælgervirksomheden må siges at have handlet ansvarspådragende ved at bilen måske har stået meget længe på værksted eller køber kun i yderst begrænset omfang har haft gavn af den inden en ophævelse af købet.
Det er dog yderst sjældent, at der vil være et ansvarsgrundlag fra sælgers side, som medfører at et erstatningskrav vil være berettiget.
Et yderligere krav, der ofte bliver fremsat i forbindelse med ophævelse af handler, er udgifter til finansiering. Også her må det slås fast, at som udgangspunkt har en køber ikke krav på godtgørelse for finansieringsudgifter.
Skal finansieringsudgifter godtgøres?
Ved en ophævelse har man krav på at få købesummen tilbage, eventuelt med fradrag for den nytte man har haft af bilen, men ikke krav på yderligere erstatning. Vi ser stadig eksempler på, at kunder kræver godtgørelse for finansieringsudgifter, endda med bistand fra FDM, som selv har ført en sag om netop det spørgsmål helt til Højesteret og tabt den.
Det er altså ikke et berettiget krav at få godtgjort finansieringsudgifterne. Også i den situation kan der dog være konkrete omstændigheder, hvor sælger har handlet ansvarspådragende, og der derfor kan være et ansvarsgrundlag, men det er meget sjældent forekommende.
Generelt kan det siges, at ud fra den gældende praksis er det yderst sjældent at klagere får medhold i erstatningskrav udover den berettigede afhjælpning af mangler. Kun i forhold til transportudgifter er der en klar praksis for, at sælger skal afholde rimelige transportomkostninger ved kørsel til og fra sælgers værksted. Også i det tilfælde vil det indgå i vurderingen om sælger har stillet en gratis lånebil til rådighed.
