Tesla runder året af med rekordhøjt antal leverancer
Elbilproducenten Tesla satte rekord i antal leverede biler i fjerde kvartal med næsten 181.000 styk.
I hele 2020 leverede det amerikanske selskab 499.550 biler. Det var 450 færre end selskabets målsætning om at nå op på en halv million.
I 2019 leverede Tesla 368.000 biler.
På sociale medier bliver selskabet hyldet af elbilentusiaster og investorer for at have klaret sig så godt gennem et år, hvor mange andre bilfabrikanter på grund af coronaviruspandemien har oplevet faldende salg, underskud og forstyrrelser i de globale forsyningskæder.
Stifter og topchef Elon Musk er stolt af præstationen og betegner det i et tweet som en "stor milepæl".
- Da Tesla begyndte, regnede jeg optimistisk med en ti procents chance for at overleve, skriver han desuden ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Men Tesla har mere end overlevet. Det seneste år er aktiekursen skudt i vejret med over 700 procent, selskabet har fem kvartaler i træk leveret et overskud, og i december blev Tesla inkluderet i det store amerikanske aktieindeks S & P 500.
Syvdoblingen af aktiekursen betyder, at Teslas børsværdi - den samlede værdi af selskabets aktier - var på cirka 670 milliarder dollar ved udgangen af 2020 ifølge nyhedsbureauet dpa.
Desuden har kurstigningen gjort den 49-årige Elon Musk til en af verdens mest velhavende personer.
Musk ejer 21 procent af aktierne, og i december opgjorde magasinet Forbes hans formue til 144,7 milliarder dollar. Den overgås kun af Amazons stifter, Jeff Bezos, der ifølge Forbes er planetens rigeste person med 185,5 milliarder dollar.
Det stigende antal leveringer det forgangne år skyldes blandt andet en ny fabrik i Shanghai i Kina, som aktuelt er den eneste produktionsfabrik uden for Palo Alto i Californien.
Herhjemme var Tesla Model 3 den mest solgte elbil i 2020.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/