23948sdkhjf

Musik til duften af diesel

Salling Autogenbrug leverer sikkerhedsselerne til startup-virksomheden Creative Sound, der laver bærbare højttalere af brugte Jerrycan-brændstofdunke.

BÆREDYGTIGT Skal en højttaler bare være en kasse, der laver lyd? Det mener de unge iværksættere bag Creative Sound bestemt ikke. I deres nystartede virksomhed vil de nytænke og udvikle indenfor lyd med bæredygtige produkter, og det skaber efterspørgsel efter restprodukter i helt andre brancher.

Creative Sound bygger sit produkt "Jerrycan MK I"-højtaleren på den karakteristiske militær-brændstofdunk, der har bæresele lavet af sikkerhedsseler fra Salling Autogenbrug. Fremfor at købe nyt materiale til at skabe rammen om lyden, indsamler firmaet i stedet brugte benzindunke, og det er langt fra tilfældigt.

- I stedet for at der skal udledes CO2 og bruges ressourcer på at producere en ny Jerrycan dunk, har vi valgt at benytte de ældre modeller, som alligevel bare står og samler støv på et lager, fortæller en af de fire stiftere, Mads Bjerre. Det samme gælder bæreselen via autogenbruget.

Men det er ikke kun bæredygtigheden, iværksætterne lægger vægt på.

- Hvis Jerrycan-højtaleren var bygget af en nyproduceret, skinnende benzindunk, ville den være kedelig. Når man bruger en brændstofdunk, som har været brugt i militæret, så får højtaleren pludselig en historie og en personlighed. Det giver en unikhed til alle produkter, at ikke to er ens. Produktet bliver personligt for kunden og skiller sig ud fra den sædvanlige masseproduktion, fortæller Mads Bjerre.

Restprodukter trender

Konceptet med at føre personlighed og bæredygtighed ind i produkterne vinder stadig mere indpas i både startups og udviklingsafdelingerne i eksisterende virksomheder. Det gælder også bæreselen fra midtjyske Salling Autogenbrug.

- Vi har længe set en stigning i efterspørgslen efter bæredygtige produkter på det danske marked, men undersøgelser viser, at de nye generationer ikke kun kræver bæredygtige løsninger, men de er også villige til at betale mere for dem, fortæller Lise Korsgaard. Sammen med sine to brødre driver hun Salling Autogenbrug, der fungerer som et traditionelt autogenbrug, men som har set trenden i, at virksomheder bruger restprodukter i deres produktioner.

Bilindustriens grønne alibi

- Vi får flere og flere henvendelser fra virksomheder, private og foreninger, som vil udvikle produkter af dele fra gamle biler, fortæller Lise Korsgaard.

- Som autogenbrug bygger vores forretningsmodel på bæredygtighed som del af vores DNA. Vi er forpligtet til at vælge vores samarbejder med omhu; i vores oprindelige forretningsmodel genanvender vi stort set alt, og meget lidt ender på forbrænding eller deponi. Derfor dur det ikke, at nye samarbejder forringer denne procentdel. Vi er bilindustriens grønne alibi, og det vil vi blive ved med at være.

Lise Korsgaard håber, at flere kommende iværksættere vil have styr på deres take back-systemer.

- Når produktet ikke skaber mere værdi i dens nuværende form, skal det ende hos os eller en anden aftager, der kan håndtere produkterne, så det er til mindst mulig gene for miljøet, siger Lise Korsgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115