23948sdkhjf

My Garage skal sælge danskbyggede special-Porscher

Ni gange Le Mans-vinder Tom Kristensen er første kunde hos den nye danske bilbygger Kalmar Automotive, der har specialiseret sig i skræddersyede Porscher og nu repræsenteres i Skandinavien via My Garage i Vejle.

HÅNDBYG Hvad gør en ny dansk special-virksomhed med fede biler, der vil hurtigt ud af starthullerne? Allierer sig med motorverdenens danske bilmekka, My Garage i Vejle, naturligvis. Kalmar Automotive har således udpeget det specielle bilhus som eksklusiv forhandler af specialbyggede Porscher i hele Skandinavien.

Kalmar Automotive redefinerer datidens Porsche-modeller med nutidens teknologi og erfaring. Det er den danske ejer og grundlægger Jan Kalmar, der står i spidsen for den spændende nye bilniche-virksomhed, der bygger sine specialbiler i Estland, som kan tilpasses til forskellige formål. Her samles årtiers erfaringer indenfor bil- og motorsportsindustrien, kombineret med klassisk design og banebrydende teknik, for at tilbyde unikke produkter. Hver bil har sin helt egen historie og er skræddersyet til perfektion, oplyser firmaet.

Hyldestbil til Tom K

Den første danske bil fra Kalmar Automotive er en hyldest til Tom Kristensen og hans første Le Mans-sejr. Navnet på Kalmar-modellen, 7-97, opstod, fordi Tom K sad bag rattet på en Porsche WSC-95 i 1997 med nummeret 7. Modellen 7-97 består af komponenter fra Porsche modeller, internt kaldet 964 og 993, mens den har et skræddersyet design, inspireret af 911-modellerne fra slutningen af 1960’erne.

Og hvor mon den første Kalmar-bil skal placere sine brede sutter også i slukket tilstand, når den venter på næste sving på snoede veje eller under baneræs? Gæt engang... jo, i Tom Kristensens private samling, der i forvejen rummer flere modeller med reference til hans Le Mans-karriere.

Bilhuset valgt med omhu

Med sådan et udgangspunkt sælger man måske næsten biler af sig selv. Men alligevel kan et godt og highlightet salgssted være på sinplads. Med en klar vision om at tilbyde alt det bedste indenfor den automotive verden synes bilhuset My Garage at være den oplagte partner til at varetage salget i Skandinavien.

Huset i Vejle rummer allerede en lang række partnere, som alle er eksperter på hver deres område. Derfor er samarbejdet mellem Kalmar Automotive og My Garage langt fra tilfældigt.

- Vi har søgt efter den rette Skandinaviske partner til at varetage salget i Norden, og at valget faldt på My Garage var helt bevidst. Vi har længe fulgt med på sidelinjen, og set hvordan huset er vokset sig til en størrelse, som netop tilbyder de rammer, erfaringer og ekspertiser, som vi søger i en salgspartner, siger ejer Jan Kalmar.

Med speciale indenfor klassiske, luksus- og specialbiler tilbyder My Garage en attraktiv position for salg af Kalmar Automotive. Husets kompetencer og kendskab til kunderne kommer til at spille en altafgørende rolle i den fremtidige salgsudvikling.

- Her hos My Garage er vi stolte af at påtage os opgaven som Skandinavisk forhandler af Kalmar Automotive. Når danske kræfter formår at skabe et så unikt produkt og håndværk i særklasse, er jeg slet ikke i tvivl om, at de skal være en del af os her hos My Garage, siger direktør Lars Bjørnbak.

Eksklusive bilagenturer

My Garage har, foruden salgsagenture på McLaren, Rolls-Royce og Lotus, også Danmarks største autoriserede Porsche Servicecenter. Salgsafdelingen består af en erfaren medarbejderstab, som altid har mellem 50 og 100 eksklusive biler på lager.

Erkan Kilic, der vil få ansvaret for salget af Kalmar hos My Garage, fortæller:

- Efter mange års erfaring med Porsche glæder det mig nu at kunne tilbyde vores skandinaviske kunder et så raffineret og særligt produkt som Kalmar. At sammensætte og konfigurere en Kalmar-Porsche er for de kommende ejere en unik mulighed for at kunne sætte sit helt eget præg på den unikke bil.

Om Kalmar Automotive 

Kalmar Automotive samler årtiers erfaringer indenfor bil- og motorsportsindustrien kombineret med klassisk design og banebrydende teknik, for at kunne tilbyde unikke produkter. Produktet er specialbyggede Porscher, der tilpasses forskellige formål, uanset om ønsket er en moderne klassiker eller en unik offroader.

Om My Garage 

Bilhuset My Garage åbnede i 2016 med 20.000 kvm. ikoniske bygninger på Wittrupvej i Vejle. Filosofien bag konceptet er at skabe et mekka i Danmark for connaisseurer inden for biler, hvor alle de bedste kompetencer, også værkstedsmæssigt, samles under ét tag. Ved hjælp af de rette partnerskaber tilbydes det bedste indenfor den automotive verden, med særligt fokus på klassiske-, luksus- og specialbiler. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125