JURA: Serviceaftale blev dyr for mærkeværksted
GEAR En nylig afgjort sag fra Ankenævn for Biler viser vigtigheden af at have klare, dokumenterbare aftaler med kunden i forhold til risiko for yderligere skader ved kørsel i bilen mellem fejlsøgning og reparation. Ellers kan det blive rigtig dyrt for værkstedet.
Sagen omhandlede en tre år gammel Nissan Qashqai Dig-T. Kunden havde en serviceaftale med en autoriseret værkstedskæde. Bilen viste sig at have fejl på gear og kobling, som viste sig i form af unormal larm ved kørsel i 3. gear, og som efter klagerens forklaring faktisk havde været til stede i en længere periode, men ikke var blevet fanget ved de tre mellemliggende servicebesøg.
Det var kundens søn, der kort tid efter det seneste servicebesøg, opdager fejlen, og opfordrer moderen til at få foretaget endnu et tjek af bilen hos det autoriserede værksted.
Ved denne undersøgelse konstaterer værkstedet, at der er noget galt med koblingen, som kræver en adskillelse af koblingen for at kunne fejlsøge endeligt, som de ikke har tid til at foretage her og nu. Det aftales derfor, at kunden kommer tilbage til yderligere undersøgelse otte dage senere.
Herefter opstår der uenighed mellem parterne om, hvad, der er blevet aftalt om hvordan kunden må køre i bilen i den mellemliggende periode, hvilket bliver det centrale for sagens udfald.
Værkstedet gør under sagen gældende, at de gjorde kunden opmærksom på, at hun burde køre meget begrænset i bilen i perioden, da kørsel i bilen ville kunne forårsage yderligere skader. Kunden derimod huskede ikke, at hun var blevet oplyst om, at hun kun måtte køre begrænset i perioden. Dagen efter kørte hun derfor fra Sjælland til Jylland for at hente et møbel og besøge familie.
På turen tilbage med møblet oplevede kunden, at gearlampen for 6. gear begyndte at lyse, og motoren begyndt at gå kraftigt op i omdrejninger. Kunden standsede derfor bilen, og begyndte at ringe efter vejhjælp. I mellemtiden blev hun af forbikørende gjort opmærksom på, at hendes bil brændte. Branden blev heldigvis hurtigt slukket med brandslukker, og brandvæsen og politi blev tilkaldt.
Hvem hænger på regningen?
Bilen skulle efterfølgende have udbedret skader for 72.021,33 kroner. Reparationen blev foretaget hos det autoriserede værksted, der dog havde oplyst kunden om, at reparationen ikke var dækket af serviceaftalen.
Kunden betalte i protest og indbragte sagen for ankenævnet, da kunden mente, at det var værkstedets ansvar, at fejlen ikke er blevet fundet tidligere, og at værkstedet burde have orienteret hende grundigt om risikoen ved at køre i bilen inden yderligere fejlsøgning var blev foretaget. Kunden gør derfor gældende, at værkstedet skulle afholde omkostningerne fult ud til reparationen.
Det indklagede værksted derimod oplyste i forbindelse med ankenævnssagen, at de ikke mente, at fejlen kunne være konstateret tidligere under deres servicetjek, og at klager var gjort tydeligt opmærksom på, at hun burde køre meget begrænset i bilen indtil den endelige fejlsøgning, samt at kunden vidste, at der var en fejl på bilen, og dermed burde kende risikoen for følgeskader ved kørsel inden udbedring. Værkstedet mente derfor ikke, at kunden havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, hvorfor kunden selv skulle afholde udgifterne til reparationen.
Værkstedet accepterede dog, at selve udskiftningen af koblingen var omfattet af den indgåede serviceaftale, og krediterede kunden dette beløb.
Beløbet skulle betales tilbage
Som jeg nok har afsløret lidt i klummens overskrift, så fik værkstedet ikke medhold. Et flertal i ankenævnet udtalte, at det påhvilede det indklagede værksted at bevise, at klager har fejlbetjent eller mishandlet bilen og i øvrigt handlet i strid med værkstedets anvisninger om brug til kunden. Det mente flertallet ikke, at værkstedet havde ført bevis for. De fandt derfor, at værkstedet ikke var berettiget til at opkræve betaling for det udførte arbejde for den efterfølgende reparation. Det opkrævede beløb skulle derfor tilbagebetales.
Et mindretal i ankenævnet udtalte, at det vurderedes som meget vidtgående, at værkstedet skulle betale for de påførte skader i forbindelse med kundens længere kørsel til Jylland, når kunden var bekendt med, at der var noget galt med bilen. Nævnsmedlemmet mente på den baggrund kunden ikke havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, og at der påhvilede det indklagede værksted et urimeligt højt dokumentationskrav i den konkrete sag.
Sagen blev afgjort efter flertallet.
Husk dokumentationen
Det blev altså særdeles dyrt for værkstedet ikke at have haft en skriftlig aftale med kunden om, hvordan kunden skulle bruge bilen mellem de to værkstedsbesøg.
Hvis man skal udlede noget af afgørelsen, så er det, at man som værksted virkelig skal være opmærksom på at kommunikere tydeligt til kunden - og kunne dokumentere det ved en efterfølgende tvist. Det er som mindretallet gør gældende i sagen, et særdeles tungt dokumentationskrav, som værkstederne i så tilfælde pålægges, når de kan risikere at hæfte for følgeskader på bilen inden der foretages endelig reparation.
Det behøver formentlig ikke være en nedskrevet aftale/mail til kunden om hvordan køretøjet må anvendes, men en notits på et arbejdskort eller internt i ens system vil formentlig være tilstrækkeligt til at løfte dokumentationskravet for, at den information blev givet til kunden forinden følgeskaden opstod, og dermed kundens ejet ansvar.
