UGENS LEDER om garanti: Toyota fører 10-2
LEDER
TIRSDAG OG ONSDAG denne uge. Tirsdag aften blev Årets Bil i Danmark kåret. Elbilen Hyundai Ioniq 5 vandt. Ikke at det i sig selv er skelsættende, at en elbil vinder titlen. Men det samlede resultat rykker igen ved balancen i vores branche: De fire første i kåringen i år er alle elbiler. Og ingen af de syv biler i finalen er udelukkende brændstofbiler.
NU ER EN kåring som Årets Bil jo ikke et spejl af det faktiske salg her og nu: Men den siger alt om udviklingen. Og med fire elbiler som bedst i kåringen blæser vinden i den grønne retning endnu stærkere.
ONSDAG MORGEN TRÅDTE Toyotas nye garantiordning så i kraft. Fra denne dag har alle både nye og brugte Toyotaer garanti på ti år. Dermed farer japanerne udenom både Kia og Hyundai, der ellers har ført an i garanti-kapløbet med henholdsvis syv og fem år. Hvis Toyotas ryk giver stof til eftertanke hos koreanerne, gad jeg nok vide, hvad det gør hos de ellers førende europæere, der oftest har to års garanti.
DET STÅR 10-2 til Toyota lige nu.
FDM BAKKER STÆRKT op om den nye garanti og opfordrer nu i vendinger, der ikke kan misforstås andre bilimportører til at følge trop.
MEN IKKE KUN bilimportører har grund til ondt i garantien. Samme hovedpine er brudt ud hos de frie værksteder. For en del af Toyotas strategi er jo netop at få Toyota-ejerne til at blive hos mærkeværkstederne og/eller at komme tilbage. For garantien gælder også for brugte Toyotaer, der har været serviceret på andre værksteder. Bare de er tilbage og har fået service på et af mærkets egne værksteder.
DET SKAL NOK komme til at virke.
SÅ JA, TOYOTA har skabt blæst. Men dybest set stormer det i vores branche lige nu.