LEDER Derfor blev 2021 vildskabens år
LEDER
HEFTIGT. OPRØR. VILDT. Uforudsigeligt. Det er ord som disse fire, der står i overskrifterne til gennemgangen af det danske bilår 2021. Og ikke bare ét sted står der noget i retning af "som sædvanlig," eller "ro på."
DET DANSKE BILÅR 2021 er slet og ret vildskabens år. Det gælder salget af nye biler, udviklingen blandt forhandlere (og agenter) og ikke mindst ude på alle typer værksteder og dermed hos grossisterne.
DET ER DEN entydige konklusion for os, der følger bilbranchen uge for uge, dag for dag. Og af og til time for time. Og det er i den grad understreget af denne specialavis med titlen, "Sådan var 2021 i autobranchen."
DEN HELT OVERORDNEDE forklaring finder vi i den grønne omstilling og den sideløbende digitalisering. Kunderne - og stadigt flere kunder - ønsker at købe grønt. I år ramte vi nogle måneder næsten 50 procent salg af el- og plugin-biler. Og var det ikke for manglen på mikrochips, var vi sikkert allerede forbi de 50. Så den udvikling er ikke til at tage fejl af.
PARALLELT HERMED BLIVER det stadigt mere naturligt at beslutte sig for bil på nettet - og videre at bestille service på nettet. Derfor accelererer digitaliseringen mere og mere i alle branchens led. Og i takt hermed stiger først alle firmaers behov for et digitalt ansigt og dernæst dét at køre forretningen digitalt i jagten på mere indtjening - og på at undgå at blive hæftet af.
OMLÆGNINGEN KAN BESKRIVES på få linjer lige her. Men ude i virkeligheden kræver det store omvæltninger. Og det har mildest talt smittet af på udskiftningerne i firmaernes ledelser - se bare oversigten i denne avis. Gennemtræk.
DET KRÆVER UDSYN, mod og evne til nyt fodskifte at være forrest her - ja, bare at hænge på. Hvis man da ikke foretrækker at slukke og lukke. Generationsskiftet med lukning som ofte kedelig konsekvens er i gang ude blandt forhandlere og værksteder. Lad os ikke glemme det i en tid, hvor det grønne lys er tændt og hvor travlheden - og indtjeningen - bobler især hos brugtvognsforhandlerne og på værkstederne.
Artiklen er en del af temaet Året Der Gik 2021.