23948sdkhjf

2022 kan for alvor blive forandringernes år

Dansk Bilforhandler Union: Brugtbilforhandlerne har allerede omstillet sig til den stærkt øgede efterspørgsel efter plugin og elbiler, pointerer direktør Jørgen Bomberg. Der er dog problemer på vej i året, der netop er begyndt.

NYTÅRSUDTALELSE 2021 har i sandhed været en smule anderledes end de fleste af os havde forventet, Covid-19 kom igen til at præge året, og mere ventet har året for bilbranchen været præget af ny registreringsafgifter, omstilling til en grønnere bilpark og ikke mindst manglen på både nye og brugte biler.

Ikke desto mindre har 2021 været et fantastisk år for brugtbilsbranchen og her i skrivende stund er endnu et rekordsalg absolut ikke urealistisk.

Vi har sagt det hele tiden, uden brugtbilsforhandlerne kommer de grønne biler ikke ud til alle danske bilkøbere. Samtidigt med der er mangel på såvel nye som nyere brugte biler stiger efterspørgslen og det gør den især på Plug-in Hybrid og elbiler. Brugtbilsforhandlerne har allerede omstillet sig til dette og en stadigt stigende andel af de nyere brugte biler der sættes til salg hos såvel vores medlemmer, som andre brugtbilsforhandlere er grønne biler. Vi ser således flere og flere af vore medlemmer der udelukkende satser på grønne biler og andre melder om at op mod halvdelen af de biler de skaffer hjem fra andre EU lande nu er enten Plug-in Hybrider eller elbiler.

Udbredelsen af grønne biler kan dog ikke stå alene, der er fortsat brug for øget fokus på infrastrukturen og opladningsmuligheder for ejerne af de grønne biler. Især i storbyerne hvor der er mange privatbilister der bruger bilen til mange korte ture, er gevinsten ved elbiler stor, men lige præcis i storbyerne har beboerne svært ved at få adgang til ladestandere der kan gøre det praktisk muligt at eje en elbil. Det er derfor vigtigt at politikerne ikke blot fokuserer på selve bilen, men i lige så høj grad bidrager til at styrke infrastrukturen for elnettet hvis projektet med den grønne omstilling skal lykkes fuldt ud.

Fossiler er stadig vigtige

Midt i alt dette skal vi dog ikke glemme at der stadig er og vil være en stor del bilejere der ikke kan løse deres transportbehov med elbiler, eller hvor Plug-in Hybridbilen ganske enkelt ikke er det rigtige valg. Der er stadig et behov for f.eks. dieselbiler og de moderne dieselbiler er reelt set i mange tilfælde en bedre og lige så miljørigtig løsning for mange med et højt årligt kørselsbehov.

Der mangler fortsat også reelle bud på eldrevne vare- og lastbiler samt busser der kan løse opgaven til den erhvervsmæssige transport over længere afstande, det være sig gods- eller persontransport der binder landet sammen og sikre at der kommer vare ud i vores dagligvareforretninger og turister til vores seværdigheder i hele landet.

Digitalisering er i fuld gang

Digitaliseringen banker ikke længere på, den er kommet ind i vores hverdag og vores bilforretninger. Bl.a. under de tidligere Corona nedlukninger fik mange øjnene op for mulighederne i digitalt salg, mange af landets bilforretninger og heriblandt DBFU’s medlemmer gik direkte ind i det digitale salgsunivers. Brugtbilsforhandlerne er generelt utroligt omstillingsparate, det er ganske enkelt en nødvendighed i en branche der aldrig sover og altid kræver nytænkning for ikke at komme bag konkurrenterne. Jeg er sikker på vi derfor i det kommende år vil se en endnu større del af autobranchen gå aktivt ind i digitalt salg, og de der allerede er godt i gang, vil forfine og optimere deres systemer.

Digitaliseringen vil derfor komme til at stå højt på prioriteringslisten i 2022, og det kan meget vel blive året der vil blive husket som digitaliseringens endelig gennembrud i branchen. Og i forbindelse med dette skal vi også sikre vi får kigget på lovgivningen og de barrierer der kan være for at sikre såvel autobranchen, som forbrugerne har rimelige vilkår for den digitale handel.

Værdifastsættelser

Det er næppe nogen ubekendt der i 2021 har været meget store udfordringer med overgangen til de nye registreringsafgifter. Motorstyrelsen har været, og er fortsat, udfordret med DMR og ikke mindst omberegning af brændstofnormer og CO2-tal.

Men en mindst lige så stor udfordring er beregning af værdifastsættelser til beregning af registreringsafgifter. Hele autobranchen er endt som Sorteper i forhold til at få udviklet IT-systemer i statsligt regi. Således er udrulningen af Estimatic til autobranchen blevet stoppet på ubestemt tid fordi andre statslige IT-systemer som f.eks. ejendomsvurdering og systemer til statslige inkasso opkrævninger trods års arbejde ikke har været færdige.

Set med DBFU’s øjne er det ganske enkelt ikke acceptabelt at der ikke er et værktøj der kan sikre at Motorstyrelsen og autobranchens selvanmeldere har adgang til samme data når et køretøj skal værdfastsættes. Heldigvis er der nu taget skridt til et samarbejde mellem autobranchens interessenter og Motorstyrelsen om at finde en løsning der kan sikre selvanmelderne og Motorstyrelsen får tilgang til samme data og konkrete retningslinjer for beregning af handelsværdier og registreringsafgift.

Målet skal være at vi, udover en bedre mulighed for at sikre en ensartet værdifastsættelse, også kan sikre mindre administrativt arbejde til bilforhandlerne. Samtidigt kan Motorstyrelsen få frigjort tid og resurser til at rette mere fokus mod de brodne kar vi alle gerne vil af med, og som ødelægger både bilforhandlernes ry og omdømme såvel politisk som generelt.

Også på det område håber og tror DBFU på, at 2022 kan blive et forandringens år og vi sammen kan finde en løsning der fungerer for både autobranchen og Motorstyrelsen.

Artiklen er en del af temaet Nytårsudtalelser 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093