23948sdkhjf

Men nytter det overhovedet noget?

SMV-Danmark, Autoudvalget: Lovgivningen - eller mangel på samme - må ikke blive årsag til, at den fri konkurrence i branchen bliver udfordret til skade for forbrugeren, slår udvalgets formand, Henrik Pedersen fast.

NYTÅRSUDTALELSE I Autoudvalget under SMV-Danmark arbejder vi konstant på at holde politikerne op på, at lovgivningen, eller mangel på samme, ikke må blive årsag til, at den fri konkurrence i branchen bliver udfordret til skade for forbrugeren.

Den teknologiske udvikling i bilerne gør det hele tiden muligt at finde nye måder, hvorpå denne balance i konkurrenceevnen kan forrykkes. Lovgivningen halter hele tiden håbløst bag efter denne udvikling.

De uendelige mængder af data, som bilerne i dag genererer, bør vel rettelig tilhøre den, som ejer bilen og ikke kun være tilgængelige for bilproducenten, der dermed kan holde andre operatører fra fadet.

 

Tonedøve politikere

Alle taler om den grønne omstilling, og at det kun kan gå for langsomt med at få alle bilerne udskiftet med helt eller delvis el-drevne. Men der kan være langt mere miljø i at undgå, at nyere trafikskadede biler bliver skrottet lang tid før, de har udtjent deres levetid. Miljøbelastningen ved produktionen af bilen er så stor, at det belaster miljøet mere at udskifte den før tid end at lade den reparere og køre videre.

Den sag har vi i Autoudvalget kæmpet for i årevis, men politikerne har været totalt tonedøve, når det kom dertil. Forsikringsselskaberne har aldrig tidligere villet bakke os op i denne sag på trods af, at de er den betalende part og dermed burde have en interesse i det.

Lige nu står netop forsikringsselskaberne nærmest i kø for at profilere sig over for forbrugerne som grønne, og så ville det ærlig talt klæde dem, hvis man også inddrog dette aspekt i helheden, ellers er det jo kun tomme ord. Vi i Autoudvalget imødeser gerne et fremtidigt samarbejde til fælles gavn for miljøet.

 

Et håbløst beregningssystem

Vi er nok mange, der i forlængelse af Eldrup-kommissionens rapport havde set frem til, at man havde taget det endegyldige livtag med registreringsafgiftsloven, men sådan gik det som bekendt ikke. Derfor må vores bilsælgende medlemmer stadig trækkes med et fuldstændigt håbløst system til beregning af afgiften på brugte importerede biler. Man kan simpelthen ikke være bekendt at behandle en hel branche på den måde.

Der er ikke meget, der tyder på, at vi i Autoudvalget bliver arbejdsløse lige med det samme, men vi klør fortsat på med krum hals, for det nytter trods alt noget at være vedholdende.

 

Med ønsket om et godt nytår til alle!

Artiklen er en del af temaet Nytårsudtalelser 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156