Juraklumme: Bilkøb ophævet, da bilen havde haft en større skade
KØBELOV Gennem årene har både Ankenævnet og domstolene behandlet sager omhandlende biler, som i et eller andet omfang har været skadet, og hvor køberen ikke er blevet oplyst derom i forbindelse med købet.
Det er sager, som jævnligt har givet anledning til diskussion, selvom de fleste egentlig nok er enige om, at en større skade i sig selv er en mangel, hvis det ikke er oplyst, men spørgsmålet har så været hvorledes man definerede en større skade, og hvorledes man skulle løse sagen i forhold til, hvilken konsekvens det skulle have. Var det hævebegrundende, kunne man blot betale sig fra det, eller var der som sådan fejl ved reparationen, som skulle afhjælpes.
Vi har igen netop behandlet en sag om en større skade. I dette tilfælde var der dog ikke tvivl om, at der vitterlig var tale om en større skade. Bilen, som var en knapt to år gammel Toyota Yaris, havde været skadet for mellem 65- og75%. af handelsværdien, og lå dermed inden for den grænse hvor der for bilejeren var frit valg mellem reparation og eller kontanterstatning.
Solgt til genopbygning
Bilen var blevet kontanterstattet og solgt til genopbygning. Ud fra skadesomfanget, var der derfor ingen tvivl om, at bilen havde haft en større skade, inden klagers køb af bilen.
Klageren havde købt bilen for 159.000 kr. på et tidspunkt hvor den var knap 2 år gammel og havde kørt 23.000 km.
Det lidt særlige ved denne sag var, at sælger i rubrikken til oplysning om tidligere skader, havde skrevet "ved ikke".
Spørgsmålet var om den oplysning kunne betegnes som en ansvarsfraskrivelse, og om den i så fald var tilstrækkelig klar i et forbrugerforhold.
Udover om skaden i sig selv ville være oplysningspligtig i henhold til Købelovens § 76 stk. 1, nr. 3, var der også reklameret over, at der var forhold som ikke var udbedret tilstrækkelig godt og korrekt, ligesom bilen pga skaden måtte betegnes som værende i en ringere stand end forventeligt jf. Købelovens § 76 stk. 1 nr.4.
Skader i betydeligt omfang
Bilen blev derfor også undersøgt af en af ankenævnets sagkyndige, som kunne konstatere, at bilen havde været skadet i betydeligt omfang - og inden for det i registreringsafgiftsloven anførte spænd mellem 65- og 75% - og at den derudover var en række punkter, der ikke var repareret korrekt, og som ville medføre udbedringsomkostninger på ca. 10.500 kr. Der var derfor køberetlige mangler ved bilen.
Yderligere et diskussionspunkt var, hvilken viden sælger havde haft om bilens skade. Sælger, som havde haft advokat på i sagen, anførte, at han ikke var bekendt med skaden, og at han rent faktisk også havde forsøgt at undersøge om bilen havde været skadet, bl.a. ved opslag i motorregistret, hvor der dog ikke fremgik noget om skader på denne bil.
Sælger mente derfor at han havde været i god tro, og havde opfyldt sin undersøgelsespligt, samt at han netop ved i slutsedlen at skrive "ved ikke" om tidligere skaden ikke havde indestået for noget om skader på bilen. Køber måtte jo netop med den formulering være klar over, at sælger ikke "vidste noget".
Ankenævnets flertal var dog ikke enig i, at denne oplysning var en tilstrækkelig klar ansvarsfraskrivelse. Bilen var i væsentlig ringere stand end man som køber måtte forvente, jf. Købelovens § 76 stk. 1, nr. 4, og da man også vurderede at manglen var væsentlig, fik klager medhold i kravet om at handlen kunne hæves. Køber skulle derfor have købesummen tilbage mod aflevering af bilen, dog med et fradrag på 0,75 kr. pr km, som klager havde kørt i bilen.
Derudover kan det nævnes, at det jo faktisk i Købeloven (udg. før 1/1-22) fremgår, at sælger har en pligt til at oplyse om forhold, som han kendte eller burde kende til, og som har betydning for købers bedømmelse af varen.
Hvad sælger bør vide
Normalt vil man lægge til grund, at en sælger "burde kende til" at en bil havde haft en større skade, uanset om han havde en faktuel viden om det eller ej.
Som udgangspunkt er en professionel sælger omfattet af denne "burde viden" over for en forbruger. Allerede derfor burde sælger have oplyst, at bilen havde været skadet, og hvis han virkelig ikke vidste det, og derfor ikke ville indestå for det, burde han konkret i slutsedlen have haft taget et forbehold, hvor han specifikt havde skrevet, at køber var oplyst om, at sælger ikke kendte til køretøjets skadeshistorik.
Et sådant forbehold skal være formuleret klart og utvetydigt over for en forbruger. Det kan tilføjes at sagen også er et eksempel på, at man ikke ved blot at udtrykke uvidenhed kan slippe for ansvar som sælger.
I den konkrete sag skal det retfærdigvis siges, at det ikke var en enig afgørelse i ankenævnet, netop i forhold til hvad sælger burde have vidst, men jeg er ikke i tvivl om, at afgørelsen blev skærpet i forhold til andre afgørelser, hvor der "kun" er givet passende afslag, fordi bilen var så ny og skaden var så stor. Derfor var det velbegrundet med en ophævelse.
