23948sdkhjf

Wash World skal også sælge bilforsikringer

I et nyt partnerskab går forsikringsselskabet Alm. Brand og bilvaskfirmaet Wash World sammen om at tilbyde bilejere Alm. Brands bilforsikringer på Wash Worlds platforme.

MERSALG Når danske bilejere er i færd med at bestille et abonnement på Wash World, eller når de venter på at få vasket bilen, får de tilbudt en bilforsikring fra Alm. Brand. Det sker som led i et nyt partnerskab mellem Alm. Brand og Wash World.

- Vi vil gerne være dér, hvor det er relevant for kunderne at tænke og købe forsikring. Og når man er i færd med at bestille sin bilvask eller endda står ude ved vaskehallen, er det oplagt at overveje, hvordan man er bedst sikret. Derfor har vi bygget en løsning til Wash Worlds kunder, så bilforsikringen er nem at tjekke og bestille online, siger Mikael Hvolgaard, koncerndirektør for Privat i Alm. Brand.

Wash World har vaskehaller over hele landet og tilbyder sine kunder bilvask i egne vaskehaller via abonnementsordning. Den nye mulighed for at tegne en bilforsikring sammen med sit bilvaskabonnement gælder naturligvis også for Wash Worlds mange eksisterende kunder. 

Flere partnerskaber fremover

Det nye partnerskab udgør endnu en online salgskanal for privatforretningen i Alm. Brand, og forventningen er, at partnerskaber som disse skal bidrage til Alm. Brands vækst inden for privatkundeforretningen de kommende år.

Partnerskabet med Wash World bygger på tidligere erfaringer med digitale partnerskaber, hvoraf det største er det digitalt integrerede partnerskab med Volkswagen Semler Finans Danmark.

- Vi forventer at se flere af sådanne partnerskaber i fremtiden. Partnerskaberne giver os mulighed for at være til stede dér, hvor det giver mening for kunden at overveje, om han eller hun har brug for en ny eller bedre forsikring. Så det giver både værdi for kunden, der bliver korrekt forsikret, og os, der får en supplerende salgskanal, siger Mikael Hvolgaard.

I Wash Worlds optik er det oplagt at tilbyde kunderne mulighed for at forsikre den bil, de allerede sørger for at passe godt på via abonnementsordningen hos bilserviceselskabet.

- En god bilforsikring, som den Alm. Brand kan tilbyde, er et naturligt tilbud til vores kunder, som typisk interesserer sig meget for deres bil og passer godt på den. Med et attraktivt tilbud fra Alm. Brand styrker vi den gode kundeoplevelse i at vælge Wash World som vaskeleverandør, siger Martin Olesen, adm. direktør i Wash World.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094