Juraklummen går på skift mellem juristerne hos henholdsvis AutoBranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd. Klummerne er udtryk for skribentens egen holdning og deles ikke nødvendigvis af redaktionen. I denne uge skrives klummen af Lars Ellegaard, advokat, Dansk Bilbrancheråd.

Af Allan Bauer 26. april 2022 11:49

FEJLSØGNING Det er desværre ikke usædvanligt, at kunder kan opleve, at en reparation efter kundens opfattelse ikke er udført korrekt eller ikke har haft den ønskede effekt. Vi ser af og til den type sager i Ankenævnet, og de er med forskellige udfald og altid meget konkrete i begrundelserne.

Ofte kan man spørge sig selv om, hvor langt værkstedet skal gå for at være sikre på, at de ikke har overset noget. Det er jo også en økonomisk afvejning i forhold til kunden, idet man jo i realiteten blot kunne udskifte ”alt” for at være sikker på, at intet er overset, men det er jo heller ikke en acceptabel løsning.

Ved bedømmelsen af sådanne sager lægger man ofte vægt på, om reparatøren har handlet fornuftigt og logisk i forbindelse med fejlsøgning, og om de har fejlsøgt på den fagligt korrekte måde.

Ofte fejlsøger og reparerer man jo også ud fra at man starter med det billigste, hvis det ikke med sikkerhed kan siges, hvad der er årsag til en given fejl, og det vil som regel også være det fagligt mest korrekte.

Som udgangspunkt har både reparatør og kunde jo en interesse i at en reparation ikke bliver dyrere end nødvendigt.

Men det rejser også spørgsmålet om, hvor forudseende mekanikeren skal være eller kan forventes at være. Han er jo ikke spåmand i forhold til om noget kan gå i stykker på et senere tidspunkt, selvom nogle kunder tror at det er tilfældet.

Bevisbyrde hos kunden

Som udgangspunkt skal man også være opmærksom på, at hvis man som kunde er utilfreds med at stykke arbejde, som en mekaniker har udført, så er det kunden, der skal bevise, at mekanikeren har begået en fejl eller i øvrigt har handlet ansvarspådragende, og det kan være vanskeligt at bevise.

Ankenævnet ser som sagt jævnligt den type sager, men de er ikke altid så enkle at behandle i systemet, idet der sjældent ligger klare skriftlige aftaler til grund for en reparation.

Der er dog senest blevet afgjort en sag om dette emne, og hvor der var tilstrækkelig klarhed over aftalerne til at sagen kunne afgøres. En kunde havde bedt et værksted om et tilbud på reparation af bilens klimaanlæg, idet det ikke længere kølede i den syv år gamle bil.

Værkstedet undersøgte bilen og konstaterede, at et kølerør var utæt og at det skulle skiftes. Det var den umiddelbare fejl, og kunden fik udført reparationen, og betalte det aftalte beløb.

Imidlertid viste det sig efter ganske kort tid, at der igen var problemer med klimaanlægget. En ny undersøgelse viste, at kondenseren i anlægget nu var blevet utæt. Klageren krævede derefter at få tilbagebetalt det betalte beløb, idet reparationen ikke havde haft den ønskede effekt, og han mente at mekanikeren burde have forudset den nye fejl – eller endnu bedre have opdaget fejlen i forbindelse med den første reparation.

Som sagt tidligere er det kunden, der skal bevise at reparatøren har begået fejl. I forbindelse med behandling af sagen blev den derfor forelagt en sagkyndig, som også besigtigede bilen.

Han kunne konstatere at kondenseren ganske rigtig var utæt i et hjørne. Men han kunne også konstatere, at der ikke var ydre tegn på tæring eller skader.

Mekanikeren havde derfor ikke haft en chance for at forudse at kondenseren ville blive utæt. Den sagkyndige udtalte også at mekanikeren havde fejlsøgt korrekt, og at han ikke havde haft faglig grund til at undersøge yderligere, da han havde fundet fejlen på kølerøret. Endvidere var systemet blevet trykprøvet og fundet i orden.

Hvis mekanikeren skulle have gjort yderligere, skulle han måske have foreslået udskiftning af yderligere komponenter, som ikke var konstateret defekte på reparationstidspunktet, og det ønsker kunder jo heller ikke.

Fejlen opstod senere

På grundlag af sagkyndigerklæringen blev mekanikeren frifundet for klagerens tilbagebetalingskrav. Vurderingen var at han ikke havde begået fejl, og at han havde fejlsøgt korrekt.

Ligeledes blev det lagt til grund, at fejlen ikke havde været der ved den første reparation, men først var opstået efterfølgende.

Det blev dog også diskuteret om mekanikeren burde have taget et forbehold om, at yderligere skader kunne opstå. Der var dog enighed om, at det ikke kunne lastes mekanikeren at han ikke havde gjort kunden opmærksom at der kunne være risiko for yderligere potentielle fejl.

Klageren fik derfor ikke medhold i sit krav om tilbagebetaling.

Jeg kan tilføje at jeg også selv har haft en retssag om et lignende problem hvor en slange blev utæt efter reparation af en andel del af et køleanlæg.

Konklusionen blev den samme som i ankenævnssagen, nemlig at den yderligere skade hverken kunne have været forudset eller var forårsaget af reparatøren og derfor ikke kunne lastes reparatøren.