UGENS LEDER Leasingsnyd - stop det nu
EN SOMMER MED fornyede skandaler om leasingbiler og den danske bilbranche. Et af de helt store leasingselskaber, Nordania Leasing har bortvist en unavngiven person højt placeret i leasingafdelingen – hvem og hvilken stilling vedkommende har, oplyses ikke.
TO AF LANDETS helt store bilforhandlere rystes af samme skandale. I Autohuset Vestergaard er direktør Jesper Wang Hansen blevet bortvist. Og i Via Biler har Peter Monk, direktør og medejer igennem næsten 10 år, sagt sin stilling op og solgt sin del af firmaet Via Biler. ”For ikke at skade firmaets renommé,” som han siger.
MEN SKADEN ER allerede sket for Via Biler. Præcist som det er sket for Nordania Leasing og Autohuset Vestergaard. Og som den er sket for hele branchen.
DET SKADELIGE BLIVER så værre af, at der i løbet af sommeren er dukket to ældre skattesager op. Den ene handler om Mercedes-Benz Danmark, der jo er den tyske bilkoncerns danske afdeling. Importselskabet har øremærket godt 110 millioner kroner i regnskabet til blandt andet en kommende ekstraopkrævning for registreringsafgift.
OG VIDERE: Danskejede Nic. Christiansen Gruppen A/S har indbetalt 265 millioner kroner til Skat, efter at Motorstyrelsen i december 2021 besluttede at forhøje afgifterne for et større antal biler fra Hyundai Bil Import A/S.
DET ER EN ÆRLIG sag at tjene penge. Det er en ærlig sag at være dygtig til at tjene penge. Men det er uansvarligt at være ”for dygtig.”
Men det er uansvarligt at være ”for dygtig”