Nyt kursus for mekaniker-mekanikere
Kjeld fik idéen. Han gik til Anders med den. Anders sagde selvfølgelig. Peter tøvede ikke et sekund.
Og dermed var en ny kursusrække på EUC Nord i Frederikshavn besluttet. Et kursus over en række tredags-moduler under titlen Classic Tech. På den måde er vejen banet for, at landets værksteder kan sende deres mekanikere til kursuscenteret for at lære – eller for nogle – genopfriske, hvordan det er at være ”rigtig” mekaniker.
Det er her, man kan lære at mestre at justere en karburator og ikke mindst en dobbeltkarburator – eller to dobbeltkarburatorer! Og at vide, hvad der menes med platiner og kondensatorer.
Det lyder dejligt, ikke sandt. Måske næsten romantisk for nogle. Men vi taler ikke bare weekendhygge her og at køre klassisk motorsport – mængden af klassiske biler vokser for hver sæson, ligesom mængden af ældre biler med - lad os bare sige gammeldags teknik - i brug til hverdagskørsel også er stærkt stigende.
Så der er også forretning at komme efter her.
Folk brænder efter dette her
De tre herrer i begyndelsen af artiklen er Kjeld Seidler, Excecutive Technical Manager hos Classic Car House – K.W.Bruuns nyeste med bl.a. klassikersamling og -værksted. Anders Bruun, bestyrelsesformand i K.W.Bruun. Og Peter Jakobsen, team koordinator, daglig leder og underviser i Autobranchens udviklingscenter under EUC Nord.
Så Classic Car House er initiativtageren og EUC Nord den tekniske skole, der fører den nye efteruddannelse af udlærte mekanikere ud i livet. Kurset starter til sommer.
Peter Jakobsen glæder sig til uddannelsen af mekaniker-mekanikere:
- Folk brænder for dette her. Gamle biler. Jaguar, Volvo, Folkevogn, Fiat 127 og Mini - eller Hundehus, som vi sagde den gang! Og især dette med karburatorer.
- Som det er nu, er der ikke mange ude på værkstederne, der tør gå i gang med at løse et rigtigt karburator-problem. Men det kan vi jo hjælpe med oppe hos os.
Der er ikke mange ude på værkstederne, der tør gå i gang med at løse et rigtigt karburator-problem. Men det kan vi jo hjælpe med oppe hos os. Peter Jakobsen, EUC Nord
Tre – måske fire moduler
Peter Jakobsen forklarer, hvordan kurset er bygget op:
- Classic Tech består af tre, og hvis det ønskes fire undervisningsmoduler over tre dage hver. Her står mekaniker-mekanikerne på hovedet i bilernes motorrum.
- Alle moduler bliver lagt til rette efter præcist det behov, som deltagerne ønsker samt hvilke biler, der især er relevante for netop dem, siger han.
Efter planen køres der disse moduler: Modul 1, der især handler om karburatoren. Modul 2, der har tænding som overskrift. Modul 3, der er springet fra karburatorer til moderne indsprøjtningsanlæg, det vi sige modul med vægt på K og KE Jetronic-systemer.
På tegnebrættet er et modul 4, hvor mekaniker-mekanikerne kravler ind under bilerne. Emnerne er gearkasse og bagtøj, styretøj og undervogn samt styrehuse og styrekugler.
Endelig findes der et karrosseri-modul – og nu bliver det virkelig specielt: Bl.a. opbygning af ældre bilers karrosseri og brug af Engelskhjul.
Classic Tech - tre moduler a tre dage
Classic Tech - modul 1
· Gennemgang af karburator-justeringer på diverse karburator typer.
· Justering ved hjælp af flowmåling på flere karburatorer.
· Grundjustering af tomgang og fuldlast.
· CO-justering samt kontrol med Innovate Sonde i udstødningen.
· Fejlfinding på karburatorer.
Classic Tech - modul 2
· Kontrol og fejlfinding på tændingsanlæg, evt. ved brug af udstødningstemperatur og termisk kamera.
· Kontrol samt justering af platiner og kondensatorer.
· Justering af tændingstidspunkt samt kontrol af avancering på rullefelt.
· Kontrol af startmodstand, samt udmåling af tændspoler.
· Elektronisk tændingssystemer med Hall-sensor.
· Gennemgang af koldstarts-systemer på karburatorer.
Classic Tech - modul 3
· Gennemgang af K og KE Jetronic-systemer.
· Justering af Luftmængdemåler.
· Justering af tryk på K-systemer.
· Kontrol af koldstarts-systemet.
· Kontrol af dyser samt koldstarts-dyse.
· Kortgennemgang af pumper på biler med ”Stive tændrørsledninger” (diesel) hvis dette ønskes.
Eventuelt Classic Tech - modul 4 (a to dage)
· Gennemgang og justering af gearkasser og bagtøj.
· Kontrol og justering af sporing og undervogn.
· Justering af styrehuse og styrekugler.
Classic Tech - karrosseri-modul
· Opbygning af karosseri på ældre biler.
· Brug af Engelskhjul.
· Trækning og stukning af pladedele.
·Ilægning af karosseri-tin.
*) EUC Nord