Ja tak til atomkraft for stabil strøm til elbilerne
Danskernes elforbrug har aldrig være større og når nye højder som følge af den grønne omstilling og overgangen til blandt andet elbiler. Det er en positiv udvikling for klimaet, men det stiller samtidig store krav til, hvordan vi producerer energi i Danmark, mener brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder i bl.a. autobranchen, SMVdanmark.
Adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, er således fortaler for, at Danmark får etableret atomkraft, der indtil nu har været lidt af et fy-ord i mange år herhjemme. SMVdanmark repræsenterer også store dele af autobranchen med bl.a. et autoudvalg.
Politisk er der opblødning. Især blå blok, med Konservative, Venstre og Liberal Alliance, vil have forbuddet mod atomkraft ophævet, og flere lokalpolitikere har ønsket at drøfte den udskældte energiform som en potentiel mulighed i deres kommune.
55 pct. af danskerne ville ifølge den seneste meningsmåling stemme ja til at ophæve forbuddet mod atomkraft og opføre atomkraftværker i Danmark.
Af få etableret en totalt elektrificeret bilpark er en hjørnesten i indsatsen for at reducere CO2-udledningen fra transportsektoren, der udgør cirka 30 procent. Det mener mange, herunder SMVdanmark. Elbiler udgjorde 51 procent af alle nyregistrerede biler i 2024, og udviklingen forventes at fortsætte, således at cirka halvdelen af bilparkens tre millioner biler i 2030 vil bestå af elbiler. Det øger behovet for en stabil og bæredygtig energiforsyning.
Vedvarende energikilder som vind og sol er centrale i Danmarks energimiks, men de kan ikke alene dække den stigende efterspørgsel, mener SMVdanmark. Især ikke på tidspunkter, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Det er her, atomkraft kan spille en afgørende rolle, som brancheforeningen mener, at man skal være åben for.
- Derfor opfordrer vi til en åben og saglig debat om atomkraft som en mulig del af Danmarks fremtidige energimiks. Vi har brug for modige beslutninger, der sikrer en stabil energiforsyning, så vi kan realisere vores klimaambitioner og imødekomme det stigende elforbrug, siger Jakob Brandt.
Lovende nye teknologier
Atomkraft er i dag stramt reguleret i dansk lovgivning. Energiformen må ikke anvendes til elproduktion som en del af den offentlige energiplanlægning. Det blev fastslået i 1985 og er aldrig blevet revurderet. SMVdanmark mener derfor, at atomkraft har været parkeret på den politiske sidelinje og er forblevet kontroversielt og politisk betændt.
- Det er på tide at genoverveje denne beslutning. Vi har den seneste tid set perioder med rekordhøje priser på strøm. Energinet har advaret om store udfordringer med forsyningssikkerheden og mangel på strøm i stikkontakterne i deres seneste fremskrivning af dansk elforsyning. Den slags rammer de små og mellemstore virksomheder hårdt, siger Jakob Brandt.
En mindre virksomhed har brug for stabile, lave energipriser for at have minimal usikkerhed omkring produktionsomkostninger. Her kan atomkraft måske være en del af løsningen, mener SMVdanmark.
De nye og lovende atom-teknologier løser en række af disse udfordringer Jakob Brandt, CEO, SMVdanmark
- Atomkraft er ikke svaret på alle vores problemer – men det kan være en del af løsningen. Men vi må også være ærlige om de udfordringer, teknologien står med. De kendte teknologier har høje omkostninger ved etablering, lange tilbagebetalingstider og en problematik med håndtering af radioaktivt affald. Læg dertil udfordringen med at finde et sted i Danmark at placere sådan et anlæg, siger Jakob Brandt og fortsætter:
- Men de nye og lovende atom-teknologier løser en række af disse udfordringer. De er stadig bare langt fra klar til at kunne blive taget i drift. Blot fordi spørgsmål stilles og problemer opstår, er det ikke ensbetydende med, at vi skal afvise idéen om atomkraft. Lad os gribe ud efter løsningerne og håndtere udfordringerne, som de opstår.
Udbygget A-kraft i Norden
Direktøren peger på, at flere af vores nabolande viser, at atomkraft kan være et stabilt og klimavenligt energialternativ. Det sker f.eks. i Sverige og Finland, der udbygger sin atomkraft med succes, ifølge SMVdanmark.
Omvendt har Tyskland valgt at udfase atomkraft, hvilket har bidraget til højere energipriser og forsyningsproblemer. Det har affødt et historisk stemningsskifte blandt den tyske befolkning i holdningen til atomkraft i positiv retning.
- Det samme ser vi herhjemme, hvor meget tyder på, at atomkraft i stigende grad bliver betragtet som en del af løsningen på den grønne omstilling, siger Jakob Brandt. Han henviser til en nylig måling fra Epinion, der viste, at et klart flertal af danskerne nu mener, at man skal undersøge muligheden for at udvikle atomkraft som energikilde i Danmark. Også på Christiansborg flytter holdningerne sig, vurderer direktøren.
- I SMVdanmark mener vi ikke, at fremtidens danske energi SKAL hentes fra atomkraft. Men tiden er inde til, at vi tager en åben, seriøs, videnskabelig og økonomisk vurdering af alle energiløsninger – inklusive atomkraft. Vi har ikke råd til på forhånd at afskære mulige løsninger.
- Vi ser derfor gerne, at loven om energiplanlægning revideres, så atomkraft kan vurderes på lige fod med andre energiteknologier. Vi skal turde lade eksperter analysere teknologiens potentiale i en dansk kontekst – uden ideologiske skyklapper, siger Jakob Brandt.
Han understreger, at det er vigtigt at anerkende, at også Power-to-X og kombinationen af vind- og solenergi med avancerede lagringssystemer tilbyder lovende muligheder.
Atom-batterier kan være på vej til elbiler
Den kinesiske startup Betavolt har udviklet et atom-batteri, der aldrig skal oplades, som ikke udgør en nuklear fare og som blive til kobber, når isotopernes energi udløber efter 50 år. Firmaet udfører nu pilottest af et batteri mindre end en mønt, der kan levere strøm til mobiltelefoner, mindre droner, robotter og medicinsk udstyr. Og måske også elbiler på sigt.
Kilde: Betavolt
Artiklen er en del af temaet Fremtidens Autobranche.