Ny AC-fyldemaskine skal forhindre dyre kompressorhavarier

Går det galt én gang med forkert påfyldning af AC-olie, kan det koste ’kassen’ for værkstedet, hvis en elbils AC-anlæg må udskiftes. Der er set regninger til værksteder på 100.000 kroner. Derfor var der på au2messen stor interesse fra besøgende mekanikere for at købe Waecos nye ASC 7-maskiner, der eliminerer risikoen for at fylde forkert olie på en bils AC-system.
Technical manager Thomas Nielsen og nordisk salgsdirektør Per Flensted havde travl med bestillingsblokkene.
- Fordelene ved de nye maskiner i serien er, at der er fire olieporte til hver sin olietype, så man ikke skal huske at skifte rundt og skylle for at undgå fejl. Desuden genvinder maskinerne næsten alt det dyre kølemiddel, så spild og emissioner undgås, fortæller Thomas Nielsen.
Waeco oplever en generel stigning i salget til frie værksteder, fordi der kommer flere nyere biler med avancerede AC-anlæg.
Når værkstederne vælger at købe vores nye maskine, giver det sikkerhed, lige som de kan tjene flere penge hurtigere Thomas Nielsen, Teknical Manager, Waeco

- På elbiler hjælper olien i AC-anlægget med til at isolere kobbervindingerne i højvolts-kompressoren – men får systemet forkert olie, så kan der ske en kortslutning. Når værkstederne vælger at købe vores nye maskine, giver det sikkerhed, lige som de kan tjene flere penge hurtigere, siger Thomas Nielsen.
Han er technical manager for Waeco i Norden og tilføjer, at danske mekanikere stiller højere krav til udstyret som i f.eks. elbillandet Norge.
- Mekanikere på frie værksteder i Danmark er virkelig godt uddannet til at give bilerne avanceret service – de er meget ’open mindede’ og hungrer efter viden. Derfor laver vi mange aftenarrangementer om avanceret teknik herhjemme med grossister og tekniske skoler, fortæller Thomas Nielsen.
Den nye ASC-serie er pt. ikke til CO2, hvilket kommer snart, idet trykket kan komme op på 160 bar – øvrige kølemidler kører maksimalt 25 bar.
- En maskine, der ’kan det hele’ vil være for dyr at lave og er ikke relevant, specielt fordi vi endnu ikke ved, hvor udbredt CO2 bliver. Mercedes har forladt CO2 igen, og VW benytter ikke CO2 til alle sine bilmodeller i familien, fortæller Thomas Nielsen.