Digital guide for bilaflevering klar til leasingselskaber og deres kunder

Et nyt univers til leasingselskabernes afleveringskunder er lanceret af den danskejede digitale specialist Autorola, der på 30 år er blevet en stor global spiller inden for online remarketing og IT-løsninger til brugte køretøjer og flådestyring.
Leasingguiden, der kan opleves på autoroladanmark.dk, skal især give private leasingkunder tryghed, når de skal aflevere deres leasingbil efter endt leasing. Autorola er i dag en af landets største inspektionsaktører inden for defleet og mærker tydeligt denne bekymring i hverdagen.
Med afleveringsuniverset håber Autorola Danmark at kunne assistere leasingselskaberne med en fælles platform til guide og vejledning. Målet er at gøre det så smidigt som muligt at afslutte leasingperioden.
Peter Noer Kyndal, Nordic Director for Fleet Service, forklarer:
- Hver eneste dag får vi og leasingselskaberne rigtig mange opkald og e-mails, der kredser om mange af de samme emner, der handler om, at leasingkunderne er usikre på, hvad de skal gøre inden aflevering, hvad der betegnes som en skade, og hvad der skal betales for skader. Derfor har vi nu skabt et univers med fokus på de områder, som afleveringskunden skal forholde sig til før, under og efter aflevering, siger Peter Noer Kyndal.
Struktur og høj score
Autorola har været en af pionererne inden for defleet af leasingbiler i en årrække og har derfor stor viden og erfaring at trække på i forbindelse med at give afleveringskunderne en god oplevelse, når leasingperioden ender. Det har affødt en score på 4,8 ud af 5 hos Trustpilot.
- Hemmeligheden bag vores høje score er, at vi har et godt mindset overfor kunderne og er meget strukturerede omkring, hvad vi gør. Vi måler og optimerer løbende på de 13-15 punkter i kundeafleveringsrejsen, og tager hver eneste henvendelse seriøst – positiv som negativ, fortæller Peter Noer Kyndal.
Kæmpe defleet-center
Foruden det digitale univers omkring leasing er Autorola ved at lægge sidste hånd på udvidelsen af virksomhedens gigantiske defleet-center i Køge. Med udvidelsen når det samlede arealer over 50.000 m², og der vil være plads til næsten 2.000 biler.
Udvidelsen er et led i at imødekomme den stigende efterspørgsel og de krav, der følger med den kontinuerlige udvikling på især leasing- og brugtbilmarkedet.
