Personbilsalget i januar fortsat på højt niveau
Den lille klasse med A og B-segmentet gik frem igen, mens mellemklassen faldt.
- Der er dog blot tale om en enkelt måned, og derfor er der ingen grund til endnu at tro, at den klare tendens, vi så i 2014, mod større biler skulle ændre sig, udtaler Gunni Mikkelsen, direktør i De Danske Bilimportører. Især ikke fordi mellemklassebilerne ligger over niveauet i første kvartal 2014.
Andelen af leasede biler i januar var lavere end gennemsnittet for hele sidste år, men det skyldes formodentlig et mindre salg af firmabiler i januar, og netop firmabilerne er, i højere grad end de private, leasede. Tendens med privatleasede biler fortsætter således den stigende tendens, som vi så gennem hele sidste år.
Salget af de såkaldte MPVer (store familiebiler) fortsatte på et ganske pænt niveau og tegnede sig i januar for 1245 stk. Det er over niveauet for første kvartal sidste år og på niveau med slutningen af 14. I den lidt blandede klasse er også større biler som for eksempel Suzuki SX4, Mazda CX-5, Dacia Duster, Honda CR-V, Audi Q3/5 og Volvo XC 60. Her steg salget ligeledes og blev over gennemsnittet for 2014.
- Således holder forudsigelserne fra 2014 om et fortsat pænt bilsalg fra første måned af året, udtaler Gunni Mikkelsen, direktør i De Danske Bilimportører.
Varebilssalget faldt
Salget af nye varebiler faldt i januar måned med 20 procent til 2296 styk sammenlignet med gennemsnittet for 4. kvartal sidste år, der var ganske højt.
- Januar salget var således fortsat meget fint over januar sidste år og ligeledes over gennemsnittet for først halvår af 2014, så vi er absolut fortsat fortrøstningsfulde og tror på et godt marked, udtaler Gunni Mikkelsen.
Lastbiler steg
Indregistreringen af nye lastbiler steg i januar markant set i forhold til året før således blev det til 318 lastbiler i januar mod blot 172 året før. Retfærdigvis må det siges, at januar 2014 var meget lav efter et rekordsalg i slutningen af 2013.
- Men det ændrer ikke ved det faktum, at 318 er en god start og er over gennemsnittet for hele 2014, siger Gunni Mikkelsen.
Markant elbil-fald
Elbilerne oplevede et rekordår i 2014 med en tredobling af salget, men januar starter stille med blot 61 solgte biler, hvilket - mod sidste års 109 og et gennemsnit i 2014 på cirka 125 biler pr. måned - er lavt.
- Tendensen er dog fortsat klar, og andelen af luksusbiler er høj blandt elbilerne, således kan 36 procent af januar salget betegnes som luksusbiler. Vi mener, at det er for tidligt at sige noget om tendensen baseret på blot en enkelt måned, og specielt oven på et rekordår som 2014, udtaler Gunni Mikkelsen. Han understreger samtidig, at hele afgiftsproblematikken må tænkes ind, ikke blot en fritagelse for afgifterne for elbiler som i dag, men en samlet løsning for alle biler.