23948sdkhjf

Brancheforening: En rigtig skidt nyhed

Farvel til danske arbejdspladser, kvalitet og sikkerhed, lyder kommentaren fra AutoBranchen Danmark til Codans nye Polens pilotprojekt.
Codan vil sende trafikskadede biler til Polen for at blive repareret. Det er en rigtig dårlig nyhed for Codans danske kunder og de danske værksteder. Det er nemlig langt fra uproblematisk, når reparationen bliver udført på et uautoriseret værksted i udlandet, hverken for bilejeren eller for det danske værksted, som samarbejder med Codan, mener AutoBranchen Danmark.

- For værkstedet er problemerne store. Det danske værksted, som gør skaden op og sender bilen til Polen for at blive repareret, står med ansvaret for, at reparationen er korrekt udført, hvis der efterfølgende kommer reklamationer fra bilejeren. De danske værksteder kommer til at skulle stå på mål for det arbejde, som er udført på et værksted i Polen, som de hverken kender eller har nogen mulighed for at kontrollere kvaliteten på ved selvsyn. Det stiller værkstederne i en helt urimelig situation, hvor de med bind for øjnene skal stole på den polske kvalitet, siger Jens Brendstrup, direktør i AutoBranchen Danmark.

Han tilføjer, at hvis der er sket fejl med bilens reparation i Polen, står det danske værksted ikke bare tilbage med en sur kunde, men også med bøvlet for enten selv at udbedre skaden korrekt eller sende den retur til Polen for at blive lavet dér endnu en gang.

Det giver sig selv, at hvis en bil skal flyttes langt ned i Polen, tager det flere dage længere at udføre reparationen. Codan slår ud med armene og lover en lånebil til bilejeren, men i realiteten er det en ekstra byrde på det danske værksted, som skal stille lånebil til rådighed i flere dage ekstra. Det er en ekstra omkostning for værkstedet på 300-400 kroner om dagen, påpeger foreningen.

Discount-produkt

- For bilejeren er det også en rigtig dårlig pakke, de bliver præsenteret for af Codan. Der er muligvis en smule at spare på forsikringen, men kunden får også et discount-produkt. Det polske værksted er certificeret af Eurogarant i samarbejde med SKAD. Eurogarant-certificeringen er imidlertid ikke anerkendt af bilimportørerne. Det kan være problematisk i forhold til både nyvogns- og rustgarantien og eventuel kulance fra importøren, oplyser AutoBranchen Danmark.

- Sidst, men bestemt ikke mindst, er der sikkerhedsspørgsmålet. Det er vigtigt for forbrugerne, at de reservedele, der anvendes, har samme kvalitet, pasform og sikkerhedsmæssige egenskaber som de originale dele. Det er ikke tilstrækkeligt, at reservedelene passer i facon, hvis de ikke sikkerhedsmæssigt bringer bilen i samme stand som før skaden, tilføjer foreningen.

Hvor er garantien?

Heller ikke fra en ad de toneangivende forhandlere vinder Codans initiativ gehør:

- Jeg kan lige forestille mig, at kundens bil kommer hjem fra Polen, og så er der en reklamation. Jeg vil nødigt anbefale en kunde at sende sin Cadillac til et vildt fremmed værksted. Hvor er garantien for sikkerhed og kvalitet i det projekt? – her tænker jeg ikke i teorien, men i praksis, siger Peter Hansen, direktør i den store børsnoterede bilforhandler, Andersen & Martini.

Flere danske bilforhandlere overvejer nu, i lyset af dette tiltag, om de fremover overhovedet vil sælge forsikringer for Codan i forbindelse salg af nye biler.

- Som jeg ser det, gør Codan forbrugerne en bjørnetjeneste. Vi kan ganske enkelt ikke støtte og anbefale en virksomhed, som viser alt andet end samfundssind, og gad vide, hvor mange af vores mekanikere og pladesmede, der fortsætter som kunder ret længe endnu, hvis det her teoretisk smarte projekt bliver ført ud i livet, siger Peter Hansen.

Intet samfundssind

Både AutoBranchen Danmark og Peter Hansen fra Andersen & Martini bebrejder desuden Codan for at svigte såvel sin samfundsopgave som de danske arbejdspladser

- I en tid hvor danske arbejdspladser er under pres, går Codan i samarbejde med Eurogarant i den modsatte retning ved at flytte arbejdspladser ud af landet. AutoBranchen Danmark arbejder stenhårdt for at få en forlængelse af totalskadegrænsen for at sikre danske arbejds- og lærepladser på værkstederne. Med Codans markedsandel på cirka 12 procent får de udført skadesreparationer for 800-900 millioner kroner, hvilket svarer til mere end 1000 danske arbejdspladser, som Codan nu vil flytte til Polen, lyder det fra Brendstrup, og han støttes af Peter Hansen:

- Samfundsøkonomisk virker det helt komisk, at vi sender arbejde ud af landet. Ydermere virker det miljø- og trafikmæssigt helt forkert, at man bruger brændstof og danske veje til at transportere arbejde ud af landet. Codan bør tænke sig rigtig godt om. Hvor er deres CSR (Corporate Social Responsibility) henne i det her? De fjerner danske arbejdspladser samtidig med, at de øger forurening og trafikmængden på de danske veje for at optimere marginalt, siger Peter Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087