Fyringer på erhvervsskoler efter reform
Danske Erhvervsskoler melder om sparerunde efter karakterkrav og færre elever. Tech College Aalborg skal spare 21 millioner kroner over to år.
I 2015 skal Tech College Aalborg spare cirka 6 millioner kroner og i 2016 cirka 15 millioner, og det bliver ifølge uddannelsesdirektør Keld Skovsgård en stor mundfuld.
- Det er svært at komme udenom afskedigelser. Og det er da ikke en rar fornemmelse, siger han til DR.
Med erhvervsuddannelsesreformen - som træder i kraft efter sommerferien bliver der indført strengere karakterkrav. Derudover kommer der også strammere kvoter på bestemte uddannelser - og de to ting betyder færre elever, og dermed færre penge.
Ifølge direktøren for Danske Erhvervsskoler er skolerne rundt om i landet er i gang med at tilpasse kapaciteten, og står hermed også overfor at skulle fyre medarbejdere. Men han håber, det er et midlertidigt dyk, som så gerne skulle afløses af en pæn fremgang i fremtiden..
På Tech College Aalborg mener uddannelsesdirektør Keld Skovsgård ikke, at besparelserne nødvendigvis betyder ringere undervisning, og at man må prøve at udnytte muligheder for at gøre tingene anderledes.