Sæde-afgift tages op igen
Der ser blandt andet ud til at være en vilje til at fritage sædet for registreringsafgift, når det monteres i de køretøjer, der belægges med 60 procent registreringsafgift, blandt andet institutionsbusser. Men Claus Dahl Pedersen forstår ikke, hvorfor hans hybridsæde stadig skal belægges med 180 procents afgift i personbiler.
- Det gør sædet usælgeligt, og det er ulogisk, uretfærdig og ikke godt nok, siger Claus Dahl Pedersen. Hvis sædet ikke kan sælges i Danmark, mener opfinderen ikke at kunne få en rentabel produktion i gang herhjemme, så patentet i stedet går til udlandet.
Claus Dahl Pedersen mener, at sædet ikke bør stilles dårligere end almindelige løse barnestole, der ikke belastes med registreringsafgift. I den forbindelse peger han på, at en undersøgelse fra den europæiske sikkerhedsorganisation EuroNCAP viser, at over 60 procent af barnestolene i biler ikke bliver brugt efter hensigten - enten på grund af fejlmontering, at barnestolen ikke passer til barnets størrelse eller anden utilsigtet anvendelse.
- Et fastmonteret sæde kan i sagens natur ikke blive fejlmonteret, og da hybridsædet er godkendt til at fastspænde alle børn fra ni måneder og opefter, er man jo ikke fristet til at anvende en barnestol, der ikke passer til barnets størrelse, anfører Claus Dahl Pedersen.